Tip os log ind
Fossil-fascinerede Anette Holm, Vestjylland Forsiking, går på efterløn ved udgangen af oktober. ?
Foto: Privatfoto?

På efterløn: Før var kunderne i centrum - nu leder hun efter fossiler

Kunderne har altid været i centrum. Nu vil hun dyrke sin hobby, som er at finde forsteninger, der er 50 millioner år gamle
21. oktober 2018, 07.05

efterløn Når 64-årige Anette Holm tager afsked med jobbet som privatkundechef i Vestjylland Forsikring i Videbæk, er det farvel til en karriere, hvor kunderne altid har været i centrum. Nu får skatte fra fortiden opmærksomheden, når hun kaster sig over den altoverskyggende hobby som fossiljæger.

Det er med lys i øjnene, Anette Holm fortæller om de mange tusinde fossiler, som allerede nu udgør en stor samling i privatboligen i Herning.

- Det er da helt fantastisk at stå med et forstenet søpindsvin i hånden, som måske er 50 millioner år gammelt, siger Anette Holm og smiler.

Anette Holm går på efterløn 31. oktober. Den nu snart forhenværende privatkundechef har brugt sin hobby som en kær adspredelse i en ofte travl hverdag i forsikringsbranchen.

- Når jeg går i naturen og leder efter forsteninger, får jeg tømt hovedet. Det giver bare et anderledes kick, når du pludselig finder et fossil, der har gemt sig i undergrunden, og det lige præcis er dig, der fisker det op, siger hun.

Fossil-eldorado på Mors

Nøglen til at finde endnu flere fossiler ligger allerede i hånden på Anette Holm, idet hun har fået sommerhus på Mors. Sammen med Fur er Limfjordsøen et sandt eldorado for fossiljægere fra hele verden.

Det er dog Herning, der altid har været omdrejningspunktet for Anette Holm og fortsat vil være det, også når tilværelsen som aktiv pensionist tager sin begyndelse. Herning blev også udgangspunktet for karrieren i forsikringsbranchen, som begyndte i 1977.

Nu 75 ansatte

I 2002 kom Anette Holm til Vestjylland Forsikring i Videbæk.

- Dengang var det et noget mindre selskab. Jeg tror, jeg blev ansat som medarbejder nummer 31 eller 32, og jeg kom til en police-afdeling, som var meget, meget stille, husker privatkundechefen.

Arbejdsgangen var på det tidspunkt helt anderledes end i dag. Assurandørerne tog sig af hovedparten af kundekontakten, både når det handlede om at tegne nye forsikringer, tale med kunderne om skader, og hvad der ellers var af henvendelser.

- I dag er det helt ændret. Vi har et velfungerende kontor med 75 ansatte, der behandler de sager, kunderne ringer ind med. Samtidig har assurandørerne fået meget bedre tid til det opsøgende arbejde, fortæller Anette Holm.

Tilfredshed er drivkraften

Tilfredsheden blandt kunderne er noget af det, der har været drivkraften for Anette Holm i samtlige år hos Vestjylland Forsikring.

- Det er essensen af mit og vores arbejde. Hvis vi skal skille os ud fra de andre forsikringsselskaber, skal vi behandle kundene optimalt, være lyttende og opmærksomme og være hjælpsomme, siger Anette Holm.

I den forbindelse spiller begrebet »ordentlighed« en ikke uvæsentlig rolle for den afgående privatkundechef.

Ikke en robot

Nærhed kan blive en væsentlig konkurrenceparameter i fremtiden, når jagten på lave priser og nye produkter gør det svært for de enkelte selskaber at skille sig ud fra hinanden.

- Der tales i øjeblikket meget om robotter til sagsbehandling, men jeg tror ikke, kunderne kommer til at møde en robot, når de ringer til Vestjylland Forsikring. Hver gang vi automatiserer, taber vi nemlig lidt af kontakten med kunderne, lyder det fra Anette Holm.

At det trods alt er blevet moderne tider for såvel kunder, som ansatte i forsikringsbranchen, understreges af denne lille anekdote fra Anette Holm:

- Da jeg startede, havde vi små kartotekskort med alle kundeoplysninger på. Når der blev ringet, kunne vi tage kortet med forsikringsforholdene frem og sagsbehandle ud fra de informationer, vi fik, mindes hun.

Om privatkundechefen vil overføre den forældede registrering til sin omfattende samling af fossiler, må tiden vise. En ting er dog sikkert: Fortiden kommer til at spille en afgørende rolle i fremtiden for Anette Holm, når jagten på nye fossil-skatte går ind på Mors.

Ordet er dit



Mere Videbæk