Tip os log ind
27-årige Rikke Mæng Ibsen vandt i dag VM-sølv med danske landshold i disciplinen 50 meter liggende skydning med luftriffel.
Foto: Pr-foto

Overraskende VM-sølv til Sunds-skytte

Rikke Mæng fra Sunds vandt højst overraskende VM-sølv i 50 meter liggende riffelskydning med det danske landshold
04. september 2018, 15.50

Skydning Sikke en oprejsning og reaktion fra Rikke Mæng Ibsen fra Sunds og de to øvrige danske riffel-kvinder, Stine Nielsen og Stephanie Grundsøe, ved VM i Sydkorea.

Efter gårsdagens skuffende skydning på favoritdisciplinen 10 meter riffel svarede de danske kvinder igen med en uventet sølvmedalje i holdkonkurrencen på 50 meter liggende riffelskydning med 60 skud hver.

Medaljen kom i hus tirsdag formiddag dansk tid.

- Det er surrealistisk, for efter den dag vi havde i går, skulle vi ind at skyde liggende, og jeg havde aldrig skænket det en tanke, at vi kunne vinde medalje i liggende. Men da Stephanie skyder, ligger vi til det, og Stine og jeg kommer ind på banen og er mega nervøse. Jeg kunne slet ikke holde ud at se det, så jeg var nødt til at gå ud og ringe til min far og snakke med ham i 10 minutter, siger Rikke Mæng Ibsen til Dansk Skytte Unions hjemmeside.

Guldet gik til Tyskland i suveræn stil, mens der var stor konkurrence om de øvrige pladser på podiet. Danmark kæmpede især med Storbritannien og Rusland om medaljerne, og her var de tre danske kvinder skarpest, mens briterne tog bronzen.

I eliminationen skød Stine Nielsen 618,7 point, Rikke Mæng skød 617,8 og Stephanie Grundsøe tegnede sig for 614,7 point.

Ingen af de tre danske skytter har nogensinde vundet en VM-medalje tidligere. Men tidligere på året var Rikke Mæng med til at vinde EM-sølv i favoritdisciplinen, 10 meter luftriffel.

De danske kvinder mangler stadig en disciplin ved VM i Sydkorea. Det er den såkaldt 3x40, hvor de skal skyde både liggende, knælende og stående med luftriflen.

Ordet er dit



Mere Sport