Tip os log ind
Skjold Optik, der 22. august besøger Blå Kors Varmestue på Bethaniagade i Herning for at tilbyde gratis synstest og uddele briller, har tidligere gjort noget tilsvarende på værestedet Det Blå Sted i Aarhus.
Foto: Helene Bagger

Optiker besøger varmestue med gratis briller til brugerne

Blå Kors Varmestue får besøg af Skjold Optik, der tilbyder brugerne gratis synstest og briller
10. august 2018, 19.24

HERNING Onsdag 22. august rykker Skjold Optik fra Odder ind på Blå Kors Varmestue på Bethaniagade for at tilbyde varmestuens brugere en synstest og et par briller - ganske gratis.

Med konceptet Brillegarderoben kan kunderne leje briller hos Skjold Optik. Når man så på et tidspunkt vil leje et par nye, bliver de gamle briller pudset og strammet op og gemt til senere uddeling.

- For det første synes vi ikke, at brillerne skal gå til spilde. Og så vil vi gerne gøre noget godt for nogle mennesker, som har brug for det. Jeg kan godt lide, at man kan se, at det, man giver, går direkte til dem, der har brug for det, siger indehaveren af Skjold Optik, Peter Skjold, i en pressemeddelelse.

Skjold Optik har allerede et par gange været ude hos Blå Kors-væresteder, og nu er aftalen blevet permanent. Det betyder, at Odder-optikeren tre til fire gange om året vil besøge et Blå Kors-tilbud til socialt udsatte.

- Det plejer at lykkes at finde briller med passende styrke til alle, der har brug for det, siger Peter Skjold.

- Nogle kommer ind direkte fra gaden, og mange har aldrig spekuleret over, om synet var i orden, fordi de alligevel ikke har råd til at købe briller. Folk er blevet virkeligt glade, og flere er blevet helt rørte.

Hos varmestuen i Herning glæder man sig til besøget:

- Det er helt klart noget, der løfter livskvaliteten hos dem, der får hjælp. Mange af dem, der kommer her på varmestuen, har ikke råd til at købe nye briller, og nogle er måske også noteret som dårlige betalere og har derfor ikke mulighed for at lave en afdragsordning hos brillemanden, siger Jørgen Engholm Andersen, der er leder af Blå Kors Varmestue i Herning.

Med sig til Herning har Skjold Optik en stor bunke briller og et apparat, der kan teste synet.

Ordet er dit



Mere Herning