Tip os log ind
Tommy Tønning.

Opposition i byrådet eller ej

07. december 2018, 10.00

BYRÅD For godt et år siden, var der kommunalvalg i Danmark, og derfor også i Herning. Vi lavede en plan i Socialdemokratiet på det tidspunkt under overskriften »Tid til forandring, tid til fornyelse.«

Den plan gælder stadig og er lige aktuel for Socialdemokratiets vedkommende den dag i dag. Nogle mener ikke, der på nuværende tidspunkt er en opposition i Herning byråd. Deri er vi i den socialdemokratiske byrådsgruppe ganske uenig, og jeg vil redegøre for det i det følgende.

Vi vandt som alle kan se, ikke borgmesterposten, men vi valgte benhårdt at gå i gang med det arbejde, der handler om at forandre tingenes tilstand i forhold til de socialdemokratiske værdier.

Vi tror på, at flere og flere vil se, at vi på sigt faktisk trænger til forandring i Herning Kommune. Og ja, jeg er stadig en »ræverød socialdemokrat«, hvis hjerte banker for kernevelfærden i vores kommune og mange andre vigtige dagsordner.

Det kan man, som byrådsmedlem i Herning, gøre på mange måder i politik. Nogle partier og andre.. vælger konsekvent at være uden for, og andre, som os i Socialdemokratiet, vælger at blive ved forhandlingsbordet af to årsager:

1. fordi der gennem den forhandlingsvillige retning kan opnås socialdemokratiske resultater og gennemføres socialdemokratiske kernepolitik og

2. hvis ikke Socialdemokratiet blev ved bordet, ville resultatet ofte være meget værre for borgerne mht. de ting, der ikke er vokset i vores »socialdemokratiske have«. Derfor er det godt, vi er der, det bliver vi som udgangspunkt ved med!!

Vi arbejder, i vores lille intense socialdemokratiske byrådsgruppe på to stærke og seje kvinder og én mand dagligt og hele tiden for at opnå resultater, vi kan være tilfredse med. Herunder også at være der, når andre mener noget andet end os.

Derfor er jeg rigtig glad for det valg, vi gjorde, da vi placerede Vinnie Borbjerg i børne- og familieudvalget. Vinnie er pædagog til fingerspidserne og besidder med sin store faglighed lige netop de kompetencer, der gør, at hun kan bidrage med en faglig viden og saglige input i sit udvalg, input og faglighed, der bliver lyttet til på trods af hendes mindretalsstatus som socialdemokrat og hun er derfor i min optik børnenes talerør i børne- og familieudvalget.

Lone Børlum er placeret i teknik og milijø og byplan. Og jeg er af den klare overbevisning, at havde det ikke været for Lone Børlum, havde de nye bybusplaner i Herning by set væsentlig dårligere ud. Lone Børlum gik i gang med et kæmpe arbejde i samarbejde med to kompertente medlemmer i vores partiforening og brugte mængder af tid på at gennemtænke og udvikle i anderledes baner i forhold til det først udmeldte. Igen lykkedes det ved vedholdende argumentation og en faglighed at holde »snuden i sporet«. Jeg ved, at Lone Børlum har kæmpe stor opmærksomhed på problematikkerne vedrørende busserne i vores landområder.

Lone Børlum har også foreslået en nytænkning i forhold til affaldshåndtering i nybyggede parcelhusområder. En måde at håndtere affaldet på, som jeg er sikker på bliver en kæmpe gevinst for miljøet og ikke mindst borgernes pengepung. Se, det er også socialdemokratisk politik.

Sidst, men ikke mindst, har jeg som formand for beskæftigelsesudvalget været med til at igangsætte en kæmpe organisationsændring, og ny måde at tænke på i hele beskæftigelsesområdet. For på samme måde som børn og ældre og handicappede ligger os meget på sinde i Socialdemokraitet, ligger det os også meget på sinde at gøre mest muligt for de 10,334 personer i Herning kommune, der på den ene eller anden måde lige pt. modtager en ydelse fra Herning Kommune. Det tal er, hvis I spørger mig 10.000 for højt!!

De mennesker fortjener i høj grad en særlig bevågenhed og en særlig hjælp, så de kan få et værdigt liv. Det er vi i udvalget med stor inspiration fra en socialdemokratisk formand og en meget lydhør og imødekommende næstformand, Torben Clausen, og et dygtigt udvalg og embedsværk gået i gang med. Vi har en vision om at forandre, så der bliver plads til alle, og at alle, der kommer i berøring med beskæftigelsesområdet, bliver mødt med åbenhed og imødekommenhed, og sidst men ikke mindst, muligheder...

Se det er nemlig også socialdemokratisk politik.

Jeg ved godt. der er meget andet. vi burde gribe fat i. Men jeg vil love jer, at vi tre benhårdt vil arbejde på at lave solide socialdemokratiske aftryk de næste tre år, så I er endnu mindre i tvivl om tre år, at vi har brug for »forandring og fornyelse« i Herning Kommune. Og gerne med et seriøst alternativ fra Socialdemokratiets side. Og husk, vi er altid tilgængelige i Socialdemokratiet. Skriv endelig en mail eller ring. jeg lytter gerne!!

Ordet er dit



Mere Debat