Tip os log ind
Petri Skrikos tropper tabte igen.
Foto: Tom Laursen

Nyt nederlag: Herlev ordnede Blue Fox

Problemerne fortsætter for Herning Blue Fox, der tabte 3-5 i Herlev fredag aften
19. oktober 2018, 22.29

Ishockey Det blev til endnu et nederlag for Herning Blue Fox i fredag aftens udekamp mod Herlev Eagles. Hjemmeholdet vandt kampen 5-3.

Dermed hænger Blue Fox fortsat fast i den tunge ende af ligatabellen - sidste sæsons sølvvindere er næstsidst med 10 point for lige så mange kampe.

I opgørets niende minut kom gæsterne bagud, da Herlevs Niklas Tikkinen scorede i powerplay. Blue Fox svarede dog igen allerede i samme minut ved klubbens nye finne, Kim Strömberg.

Med godt fem minutter tilbage af perioden kom Blue Fox foran 2-1 på mål af Joachim Linnet i powerplay.

Føringen og optimismen holdt indtil slutningen af den midterste periode, hvor Herlev scorede to gange indenfor kort tid, signeret Remy Giftopoulus og Maksim Popovic. Og kort inde i tredje periode så det for alvor sort ud, da Herlevs William Quist øgede til 4-2.

Seks minutter før tid fik gæsterne imidlertid nyt håb, da Kristoffer Astorp Lauridsen havde sidste stav på en reducering til 3-4.

Det rakte dog ikke - i det sidste minut udnyttede hjemmeholdet endnu et powerplay og scorede til 5-3 ved Niklas Tikkinen.

Næste opgave for Blue Fox er tirsdag aften på udebane mod SønderjyskE.

Ordet er dit



Mere Sport