Tip os
Dorte Sig Leergaard.

Ny vestjysk landsleder i Evangelisk Luthersk Netværk

16. maj 2018, 09.53

Chefskifte Evangelisk Luthersk Netværk har ansat Dorte Sig Leer­gaard som landsleder fra 1. august.

Dorte Sig Leergaard bor i Ringkøbing og er tilknyttet Skjern Bykirke. Hun efterfølger Brian Christensen, som efter seks år på posten vil koncentrere sine kræfter om at være præst på fuld tid i Lemvig Bykirke.

Samtidig opnormeres stillingen i ansættelsesgrad fra 50 procent landssekretær til 75 procent landsleder.

Dorte Sig Leergaard er 54 år. Hun er uddannet journalist og har de seneste ni år primært arbejdet med kommunikation, senest som kommunikationsansvarlig og en del af chefgruppen i Vestjylland Forsikring. Hun ser jobbet i Evangelisk Luthersk Netværk (ELN) som en stor gave og en stor opgave.

- Jeg kommer fra en virkelig god arbejdsplads, hvor jeg har lært meget og haft mange spændende opgaver, men jeg har i nogen tid set efter et job, hvor jeg i højere grad kunne bruge mine kræfter på det, jeg brænder for: Kristen tro, ideologiske brydninger og klar kommunikation. Det må man sige, at jeg kan i ELN, så jeg glæder mig meget til at komme i gang, lyder det fra den nye landsleder.

Dorte Sig Leergaard er gift med Allan Leer­gaard. Parret har to piger på 14 og 16 år, og til familien hører også 40 kilo brun labrador.

Ordet er dit