Tip os log ind
Administrerende direktør og ejer af KD Emballage, Max Dalsgaard (t.v.), oplyser, at ansættelsen af Ulrich Meedom (t.h) er en del af strategien for at opnå yderligere vækst i fremtiden.
Foto: Pr-foto

Ny salgsdirektør hos KD Emballage

Ulrich Meedom kommer til KD Emballage med erfaringer fra godt 10 år som salgsdirektør hos A-Tex
01. april 2019, 15.36

Ledelse KD Emballage har haft markant vækst de seneste år og flyttede for et år siden i nyt 11.000 kvadratmeter domicil i HI Park ved Herning.

Emballageforretningen servicerer mere end 1000 danske virksomheder med emballageløsninger. Virksomheden ansatte ved årsskiftet nye folk til at løfte området for plastic og folier og tager nu endnu et skridt i retning af at blive en større og fortsat anerkendt spiller i emballagebranchen, idet Ulrich Meedom er tiltrådt som salgsdirektør.

Han indtræder dermed i selskabets øverste ledelse og er udset til at blive en bærende kraft i den vækststrategi, selskabets ledelse og bestyrelse lige nu arbejder på, oplyser KD Emballage i en pressemeddelelse.

Skal fortsætte væksten

Ulrich Meedom har en lang erfaring med sig fra ikke mindst A-Tex, hvor han igennem mere end 10 år var salgsdirektør. Dermed har han en lang erfaring med salg, vækst, ledelse og udvikling i en virksomhed båret af dygtige medarbejdere, stærk kultur og lange kunderelationer. Parametre, som også kendetegner KD Emballage, fremhæver administrerende direktør Max Dalsgaard i pressemeddelelsen.

- Vi har på alle punkter udlevet den strategiplan, vi lavede for 5-6 år siden, i hvilken periode vi har fordoblet vores omsætning og skabt bedre resultater end nogensinde før. Efter vores flytning til 11.000 kvadratmeter i HI Park for et år siden, har vi derfor brugt noget tid på at forme på en ny strategiplan, som skal bringe os yderligere 5-8 år frem, siger han og uddyber:

- Vi skal fortsætte vores vækst og samtidig udvikle og professionalisere vores forretning til gavn for kunder og samarbejdspartnere. Herunder også dygtiggøre os i at levere de komplette løsninger, inklusiv lagerføring, levering og ikke mindst service og rådgivning, som markedet efterspørger i stadig stigende grad. Derfor er jeg enormt glad for, at Ulrich har sagt ja til at tage med på denne rejse, for han har præcis den erfaring og det »drive«, der bliver brug for.

Et fantastisk fundament

Ulrich Meedom glæder sig til at komme i gang med opgaverne hos KD Emballage.

- Jeg ser i KD Emballage et kæmpe potentiale. Vi har et fantastisk fundament af dygtige medarbejdere og lange kunderelationer, men kan og skal fortsat dygtiggøre os på en række områder. Det glæder jeg mig til at være en del af, siger Ulrich Meedom, som allerede er i gang med møder og intern dialog med sine nye kollegaer.

Nuværende salgschef, Jakob Grønnemark, hvis stilling Ulrich Meedom overtager i en udvidet udgave, flytter efter eget ønske sit fokus til egne kunder og salgsarbejdet.

Ordet er dit



Mere Erhverv