Tip os log ind
Erik Theill Christensen har tidligere stået i spidsen for Multiform, Kvik Køkkener og JKE Design.
Foto: Pr-foto

Nettoline henter kendt køkkenansigt

Erik Theill Christensen med fortid i Multiform og Kvik er hyret ind hos Nettoline i Aulum
11. september 2018, 16.30

Ansættelse Nettoline, som er en del af TCM Group, har ambitioner om at vokse på det skandinaviske marked for gør-det-selv køkkener, og til at lykkes med den mission har Aulum-virksomheden ansat en erfaren køkkenmand.

Erik Theill Christensen har stået i spidsen for lokale Multiform og Kvik Køkkener samt for JKE Design, som alle er en del af Ballingslöv-koncernen, og nu skal han være med til at udvikle Nettoline og i særdeleshed eksporten til Norge og Sverige.

- Vi ser frem til at få en så stærk kapacitet fra køkkenbranchen med i det lederteam, som skal gennemføre Nettolines fremtidige vækststrategi, siger Ole Lund Andersen i en pressemeddelelse.

Erik Theill Christensen, der er bosiddende i Norge, glæder sig til opgaven med at udvikle Aulum-virksomheden.

- Nettoline matcher perfekt behovet hos den prisbevidste, nordiske forbruger, og det giver et stort potentiale for at åbne nye butikker og indgå samarbejder med detailforretninger på de nordiske markeder, siger Erik Theill Christensen.

Nettoline blev i januar 2017 overtaget af Danmarks tredjestørste køkkenkoncern TCM Group, som desuden består af Svane Køkkenet og Tvis Køkkener.

Ordet er dit