Tip os log ind
Brand & Redning gennemførte en større oprydning efter oliespild. Privatfoto

Motorvej genåbnet: Oliespild spærrede Herningmotorvejen

Olie fra sprængt hydraulikslange løb ud på motorvejen og blev af passerende biler spredt over en 500 meter stor strækning
14. maj 2019, 07.34

HÅRUP Herningmotorvejen blev i morges spærret i godt to timer på grund af oprydning efter et større oliespild på strækningen mellem Hårup og Skærbæk-krydset i vestlig retning.

Det krævede en større indsats fra Midtjysk Brand & Redning, inden oliespildet var fjernet igen.

I mellemtiden blev motorvejstrafikken ledt af motorvejen ved Hårup, for så at blive ført tilbage igen i Skærbæk.

Det var et natligt arbejde med at renovere autoværn på motorvejsstrækningen, der førte til oliespildet.

Arbejdet blev blandt andet udført med en lastbil med en kran på, og det var en hydraulikslange på kranen, der sprang, hvorefter hydraulikolie blev sprøjtet ud på vejbanen. Her kørte flere af de passerende biler gennem oliepølen, der så blev spredt ud over en større strækning, der derfor blev særdeles glat.

- Da vi nåede frem fik vi iværksat en afspærring af motorvejen, hvorefter vi fik spredt kattegrus ud til at opsuge olien. Samtidig fik vi rekvireret hjælp fra Silkeborg Kommune, der kom med en grusvogn, som gik i gang med at gruse kørebanen på en strækning på godt 500 meter. Til sidst kunne vi indsamle kattegruset igen, fortæller indsatsleder Lasse Magnussen.

Det var klokken 4.31, at alarmen om oliespild gik ind, og først mere end to timer senere kunne motorvejen genåbnes.

Ordet er dit



Mere 112