Tip os log ind
Ejnar Hougaard Madsen blev 89 år. Privatfoto

Mindeord om Ejnar Hougaard Madsen: Hjemmet i Tiphede var et samlingssted

11. januar 2018, 11.02

Mindeord

Ernst Baltzer Madsen, Tranevej 87, Vildbjerg - Laura og Søren Madsens ældste barnebarn - har indsendt mindeord om Ejner Hougaard Madsen, tidligere Tiphede, der er død på plejehjemmet Kildehøj i Vildbjerg.

Ejnar Hougaard Madsen er 4. januar 2018 i en alder af 89 år stille sovet ind på Kildehøj Plejehjem, omgivet af sin nærmeste familie.

Ejnar var den sidste af Laura og Søren Madsens børneflok på ni.

I næsten 80 år har han boet på fædrenegården i Tiphede, bortset fra militærtjeneste i Haderslev. Før faderens død i 1950'erne overtog han gården, hvor hans mor og far blev boende til deres død.

I 1961 giftede han sig med Nelly Bilgrav.

Ejnar har været ringer ved Tiphede Kirke, været medlem af menighedsrådet, været medlem af Provstiudvalget og siddet i sognerådet for Timring Sogn. Hjemmet i Tiphede var i mange år hver søndag samlingssted for familie og venner. Der kunne nemt være 10-20 gæster hver søndag.

Hvis der var nogen, der var i bekneb for hjælp, var han altid beredt til at hjælpe.

I 2009 afhændede han gården og købte villa i Vildbjerg by. Her havde han og Nelly nogle gode år, inden sygdomme overmandede ham. I forbindelse med sygdommene fik han amputeret et ben. Siden er det gået langsomt ned ad bakke, og det medførte, at Nelly ikke kunne pleje ham tilstrækkeligt derhjemme. Så Ejnar flyttede efter et kort ophold på et rehabilitetscenter i Herning ind på Kildehøj Plejehjem, hvor Nelly dagligt var hos ham og trakterede de mange gæster, der kom, med kaffe og kager.

Foruden hustruen, Nelly, efterlader han sig to døtre, som begge er gift med amerikanere og bosat i USA, to sønner, som begge er bosat i Herning Kommune, otte børnebørn samt to oldebørn.

Æret være Ejnars minde.

Ordet er dit