Tip os log ind

Mindeord om Asger Nielsen, Snejbjerg: Han efterlader et meget stort tomrum

07. januar 2019, 11.47

Mindeord

På vegne af Snejbjerg SG&I har vi fra Dorthe Poulsgård og Kristina Lindberg modtaget følgende mindeord om Asger Nielsen, Sydgaden 7 i Snejbjerg. Han døde 31. december 2015 i en alder af 65 år.

Det var med stor sorg, at vi modtog beskeden om Asger Nielsens alt for tidlige død.

Asger var i mere end 40 år aktiv i Snejbjerg SG&I's håndboldafdeling, først som håndboldtræner og senere som holdleder, bestyrelsesmedlem og kampfordeler. Hverv, han varetog lige indtil sin død. Hans store indsats i håndboldafdelingen gjorde ham i 1988 til årets leder i Snejbjerg SG&I, og i 2009 fik han tildelt foreningens guldnål for sit store engagement.

Asger havde et stille og roligt gemyt, og han gjorde ikke så meget væsen af sig og de ting, han ordnede for os andre. Han var der bare. Om ikke dagligt, så næsten dagligt var han at finde i hallen og var klubbens ansigt i det daglige.

Asgers omtanke for andre mennesker var stor. Det blev blandt andet synligt, når man kiggede ned i Asger trænertaske. Den indeholdt alt det udstyr, som børn kan glemme at få med til kamp eller træning. Ja, selv håndelastikker i moderigtige farver var blandt remedierne.

Asger kom via sit trænerjob og synlighed i hallen i kontakt med mange af byens børn og unge, og han fulgte dem med stor og oprigtig interesse både på og uden for håndboldbanen. Selvom spillerne flyttede fra byen, vidste Asger altid, hvor i verden de befandt sig, da han på Facebook ofte fik hilsner fra »sine gamle spillere«. Disse hilsner gjorde ham glad og stolt, men bedst af alt var en håndboldkamp på tv med én af Woller-søstrene. Han var trofast tilskuer til alle deres tv-kampe.

Hans hjælpsomhed var stor, og han deltog aktivt i det frivillige arbejde i Snejbjerg, ikke bare i håndboldafdelingen, men også i de andre afdelinger. Eksempelvis var han altid at finde i ét af rutens vejkryds, når cykelryttere eller løbere dystede.

Ved siden af arbejdet i Snejbjerg Håndbold har Asger ligeledes været håndbolddommer i mere end 40 år.

I det civile liv arbejdede han hos Brunsgaard Stillads- og Materialeudlejning i mere end 40 år. Selvom han faktisk blev pensionist i september måned, fortsatte han på arbejdsmarkedet.

Asgers engagement og ihærdighed vil blive savnet i håndbold-verdenen, hvor han efterlader sig et meget stort tomrum.

Æret være Asger Nielsens minde.

Ordet er dit