Tip os log ind
Troels Ravn.

Mindedag i krigens skygge

07. december 2018, 12.00

MINDEDAG Tamilerne i Danmark er både en velintegreret og respekteret befolkningsgruppe. De første tamiler kom til Danmark i 1985 på flugt fra Sri Lanka og en brutal borgerkrig, som først sluttede i 2011. Et stort antal tamiler har bosat sig i Herning og i mindre byer i Midt- og Sydjylland blandt andet i Grindsted, Billund og Vejen.

Det er nok de færreste af os, der har kendskab til de ufattelige menneskelige lidelser, sorg og tab, som tamilerne bærer med sig efter borgerkrigen. Hvert år 27. november afholder tamilerne en national mindedag, hvor der tændes lys for krigens ofre, og hvor familiemedlemmer og venner mindes gennem tamilske danse, sange og taler. I år deltog jeg sammen med 2500 tamiler ved mindedagen, som blev holdt i Herning.

Det var på mange måder en stor og gribende oplevelse. Jeg har været med tidligere, og hver gang bliver jeg grebet af den særlige stemning, som skabes af levende lys, der bliver tændt, blomster, der lægges ved fotos af faldne og forsvundne soldater og civile, samt de farvestrålende og livsglade sange og danse, som fremføres af børn og unge.

Uvilkårligt kom jeg under seancen i Herning til at tænke på krigens væsen. Nok har vi i Danmark været forskånet for krigens lidelser gennem mange årtier efterhånden, men gennem film - helt aktuelt med filmen »I krig og kærlighed«, som omhandler 1. Verdenskrig, får vi indblik i krigens gru og menneskefjendskhed.Krigsdeltagelsen af danske soldater i blandt andet Irak og Afghanistan har også bragt tab og lidelser direkte ind i mange danske familier.

Jeg deltager hvert år, lokalt eller ved Kastellet i København, ved Flagdagen 5. september, hvor vi i Danmark hædrer og mindes danske militær udsendte. Ved mine rundvisninger på Christiansborg er mindemosaikken fra Slesvigkrigen 1864, tabet af Sydslesvig og Genforeningen 1920 også et fast indslag.

At gå i krig som nation og sende soldater i krig må være den sværeste politiske beslutning at tage. Man kan vinde en krig, men kan man også vinde en fred!

Min tale til tamilerne i Herning handlede om, at frihed, demokrati og grundlæggende menneskerettigheder i sidste ende altid vil sejre over diktatur, vold og undertrykkelse. Jeg talte også om, at det er nødvendigt at forsone sig med sine fjender efter en krig og se på det, der samler en nation fremfor det, der skiller.

Jeg var sidste år på rejse i Sri Lanka, hvor jeg ved møder med ministre, singalesere og tamiler argumenterede for, at tamilerne som mindretal må sikres ordentlige livsbetingelser, at demokrati og menneskerettigheder må respekteres, at mennesker, der blev fordrevet under krigen skal have deres jorde tilbage.

Mange indtryk vil jeg aldrig glemme. Et af dem var i Jaffna, det tamilske område i det nordøstlige Sri Lanka. Her talte jeg med et ægtepar. De havde begge kæmpet helt fremme ved fronten i krigens sidste dage. Han var mærket af at have fået skudt en halv arm og et halvt ben af - hun var mærket af at det nederste af hendes ansigt var blevet sprængt væk af en granat. Vi talte om begrebet forsoning - og jeg argumenterede for, hvor vigtigt det er, at man efter en lang brutal borgerkrig forsoner sig med sine fjender.

Vi var egentlig meget enige om, at forsoning er vigtigt, når en nation skal genopbygges. Men som ægteparret sagde til mig: »Du skal også huske. Vi var der, hvor mennesker blev slagtet nådesløst. Vi var der, hvor soldater blev beordret til at gøre forbrydelser mod menneskeheden - myrderier, tortur, voldtægt, bortførelser. Vi var der, du var der ikke.«

Den dag lærte jeg meget, den samtale glemmer jeg aldrig. Du kan aldrig tage menneskers oplevelser og erindringer fra dem. Alligevel må vi holde fast ved håbet om forsoning. At frihed, demokrati og respekt for menneskers grundlæggende rettigheder - sammen med de tamilske børns sang og dans på scenen foran mig, er det, der skaber en bedre verden.

Ordet er dit



Mere Debat