Tip os log ind
Bente Lysgaard Mikkelsen.

Menighedsvalgte biskopper

09. januar 2019, 10.30

FOLKEKIRKEN Et af de emner, der optager medlemmer af den danske folkekirke, er ændringer af ritualer i for eks. dåbshandlingen. Imidlertid er der et andet emne, jeg mener er mere påtrængende at ændre indenfor folkekirkens rammer.

Jeg kan konstatere, at flere af landets biskopper politiserer i højere grad, end vi hidtil har oplevet. Det får mig til at foreslå, at vi som medlemmer af folkekirken fremover retmæssigt kan deltage i valget af biskopper.

Demokratiet er ikke foldet fuldt ud i folkekirken, som det er i forbindelse med folkevalgte politikere. Og når det så er kommet så vidt, at biskopper vil deltage i samfundet som politikere, bør de også vælges på lige fod med landets øvrige politikere.

Det giver ingen mening, at udelukkende præster og menighedsrådsmedlemmer vælger en biskop. Det er ikke hver søndag, vi ser et menighedsrådsmedlem deltage i søndagens højmesse, men som regel sidder den samme menighed søndag efter søndag på kirkebænkene. Derfor bør man som almindelig kirkegænger have mulighed for at stemme på den øverste beslutningstager i et stift.

Desuden kan tilføjes, at der er flere steder, hvor det er vanskeligt at få valgt medlemmer til menighedsrådene, ligesom det kan være vanskeligt at få ansat en præst.

Man kan ikke som medlem af folkekirken skifte til en anden biskop, end den der er valgt af landets præster og menighedsråd. Der kan trods alt løses sognebånd, såfremt der er en præst, man kan være mere i harmoni med end den, man automatisk bliver tildelt.

Jeg mener derfor, at det må være en opgave inden for folkekirkens rammer at modernisere demokratiet, frem for at modernisere tusindårige ritualer.

I øvrigt har jeg svært ved at forstå, at moderne mennesker ikke kan se sig selv i kirkens tusindårige ritualer.

Ordet er dit



Mere Debat