Tip os log ind
Renée Zellweger, der fylder 50 i morgen, torsdag, havde sin første filmrolle i 1993.
Foto: Reuters/ritzau Scanpix

Meget mere end Bridget Jones

Renée Zellweger har vundet stor hæder for sin filmkarriere i Hollywood. For et par år siden fik hun dog også nok og trak stikket. Torsdag fylder hun 50 år.
24. april 2019, 17.56

50 Hun blev kendt verden over som Bridget Jones, men karrieren har budt på meget mere for amerikanske Renée Zellweger.

Torsdag 25. april fylder hun 50 år, og hun kan se tilbage på omkring 40 filmroller i løbet af tre årtier.

Den amerikanske skuespillerinde med de europæiske rødder fik sit globale gennembrud med den første Bridget Jones-film i 2001. Hun portrætterede den britiske singlekvinde så godt, at komedien blev en kæmpesucces verden over. Renée Zellweger selv blev desuden nomineret til en Oscar.

Senere fulgte roller i store Hollywood-produktioner. Året efter var hun igen Oscar-nomineret for sin rolle i musicalfilmen »Chicago«, og tredje gang var lykkens gang, da hun i 2003 vandt en af de eftertragtede statuetter for dramaet »Cold Mountain«. Hun spillede hovedrollen i endnu en Bridget Jones-film og fik en håndfuld andre større roller i de følgende år, inden hun i 2010 satte filmkarrieren på pause.

Træt af sin egen stemme

- Jeg var udkørt og tog mig ikke den tid, jeg havde behov for, mellem projekterne, og det indhentede mig. Jeg blev dødtræt af lyden af min egen stemme, har Renée Zellweger senere forklaret.

Først i 2016 var hun tilbage på det hvide lærred med en tredje Bridget Jones-film, og det er også blevet til flere Hollywoodfilm siden.

Hun nåede også at få ufrivillig hovedrolle i en sag om mediernes in­teresse for skuespilleres udseende og aldring, da hun i 2014 dukkede op på den røde løber: Havde hun fået lavet plastikkirurgi? spurgte verden. Det afviste hun dog selv.

Senere i år kan Renée Zellweger igen opleves i biograferne med titelrollen i en film om stjernen Judy Garland, og hun har også sin første tv-serie, dramaet »What/If« på vej på streamingtjenesten Netflix. /ritzau/

Ordet er dit



Mere Navne