Tip os log ind
  • 1/: Canada byder først og fremmest på en natur ud over det sædvanlige, og her i verdens næststørste land er der masser af plads.
  • 1/: Skovbrug og træindustri spiller en stor rolle i Canada.
  • 1/: Byen Victoria på Vancouver Island hedder også The Garden City - gæt hvorfor?
  • 1/: Vi tager på hvalsafari og håber på at se en spækhugger eller flere. Måske er der også pukkelhvaler eller gråhvaler?
  • 1/: Det vil være så fint at se en stor bjørn ... på afstand.

Med Læserklubben til mageløse Canada

Vancouver Island, hvalsafari, gletsjerbesøg, dyreliv og fuldstændig fortryllende natur. Læserklubben tager på rundrejse i Canada i minibus med otte personer i maj og juni
10. november 2018, 16.43

Lille og bevæget står man og skuer ud over de enorme bjergkæder med snedækkede toppe, der står omkranset af dybe skove og gennemskåret af gletsjere, der bliver til mægtige søer og rivende floder gennem polartundraen. Naturen i sig selv er fantastisk i hele verden, men nogle steder er den langt mere, end man kan sætte ord på, og sådan en fornemmelse får man i Canada.

Verdens næststørste land er i sandhed et skatkammer for folk, der er vilde med natur og vildmark.

To rejser med ens program

På disse to rejser, der foregår 14.-25. maj eller 24. maj-4. juni, bevæger vi os fra charmerende Victoria på Vancouver Island gennem Canadas betagende natur, der flere steder er lige så uberørt, som dengang pelsjægere og guldgravere drog ud for at finde lykken. Bjergbyen Jasper med den turkise sø, Lake Louise, er også med på programmet ligesom en helt speciel tur op på Athabasha Glacier.

Begge rejser er ens, men med hver sin kvalificerede rejseleder i spidsen. Vi flyver med KLM via Amsterdam til Seattle og får der udleveret en minibus, som rejselederen kører. I gruppen er der maksimalt otte personer plus rejselederen, så ud over nedenstående obligatoriske program vil der også være tid og mulighed for »svinkeærinder«.

Deltagerne mødes med rejselederen (som man har mødt i forvejen på et afrejsemøde) i lufthavnen tidlig morgen, hvorefter turen går mod Seattle. Ankomst hen på formiddagen (lokal tid). Rejselederen henter minibussen, og vi bruger eftermiddagen på en flot køretur til Port Angeles - området, der ligger på kanten af Olympic Park nordvest for Seattle. Herfra sejler vi dagen efter gennem Juan de Fuca strædet til Vancouver Island, og vi er i Canada.

De enorme dyr

Byen Victoria, der er hovedstad i provinsen British Columbia, er utrolig smuk og kaldes ikke uden grund for The Garden City. Her er et væld af blomster, parker og grønne oaser.

Efter besøget i Victoria kører vi nordpå via Cathedral Grove med gigantiske og ældgamle træer til Port Alberni, hvor vi har to overnatninger.

Dag 3 er i hvalernes tegn. Hvert år passerer et stort antal hvaler forbi Vancouver Island, når de migrerer fra syd mod nord. Et af de bedste steder at se disse hvaler er i Tofino på vestkysten af Vancouver Island, og herfra tager vi på en cirka tre timer lang hvaltur. Spækhuggere, gråhvaler og pukkelhvaler ses på forskellige tidspunkter, og chancerne for at komme på tæt hold af dem er absolut til stede her.

Hvis vi er heldige, ser vi måske en sortbjørn på vejen til eller fra Tofino.

Pelsjægere og cowboys

Dag 4 sejler forlader vi Vancouver Island og sejler over Strait of Georgia til fastlandet. Havnen Horseshoe Bay ligger lidt nord for Vancouver, og herfra kører vi til Kamloops, højlandets »hovedstad«. Fort Kamloops blev grundlagt i 1812 og var en handelsstation, der byttede varer for skind leveret af pelsjægere og de lokale shuswapindianerne. I dag er Kamloops et trafikknudepunkt og et naturligt stop for rejsen i det canadiske cowboyland.

Vejen hedder Sea to Sky Highway, og vi kører fra havet op i højderne, hvor bjergene rejser sig majestætisk med snehvide tinder. Vi gør holdt ved blandt andet Brandywine-vandfaldet og OL-byen Whistler, før vi ankommer til Kamloops.

Dag 5: Dagens mål er Jasper, hovedbyen i Jasper Nationalpark. Parken er på en fjerdedel af hele Danmarks størrelse og blev i 1984 udpeget til verdensarv. Her ser vi natur så mageløs, at man får tårer i øjnene. Her er også et stort og varieret dyreliv med både tykhornsfår, snegeder, virginiahjorte, elge, ulve, pumaer samt ikke mindst sorte og brune bjørne.

Går på gletsjeren

Dag 6 bruges også her blandt smukke bjergsøer, vandfald, evig sne på toppen af bjergene og dyrelivet. Vi kører på en af verdens smukkeste panoramaveje, Icefields Parkway.

Dagens højdepunkt kunne være køreturen på Athabasha Clacier i en specialbygget bus. Vi står af på selve gletsjeren, og får den sjældne oplevelse at gå på den.

Sidst på eftermiddagen er vi fremme i Banff, hvor vi bor i to nætter.

I den gamle westernby Banff er der meget at opleve. Her findes hele tre museer, der fortæller om stedet og dets oprindelige befolkning. Man kan også tage en tur til toppen af Sulphur Mountain, hvorfra der er en flot udsigt over Bowdalen. Der er også varme kilder, som man kan bade i og meget mere. Hele dag 7 bruges her.

Skiftende landskab

Efter morgenmaden på dag 8 kører vi til Lake Louise, der med sin helt særlige turkisgrønne farve og sin bedårende beliggenhed tager pusten fra de fleste. Ved søen ligger det imponerende Fairmont Hotel, som blev bygget af Canadian Pacific Railway, som et feriested for togturister for mere end hundrede år siden. Hotellet er beliggende i 2135 meters højde.

Vi forlader herefter Banff National Park og kører via byerne Golden og Revelstoke til Vernon. Undervejs gør vi naturligvis holdt ved de seværdigheder, som bør ses.

Dag 9: Landskabet skifter hele tiden karakter, når vi i dag kører mod Vancouver. I området ved Okanagan-søen dyrker man vin, mens man ved Kelowna har nogle af Canadas bedste skiområder.

Inden vi når frem til Vancouver, gør vi holdt ved Coquihalla Canyon og den nu lukkede Kettle Valley-jernbane samt Bridal Veil Falls.

Vancouver består af flere byer, der er bygget sammen. Vi bor i Burnaby, og herfra kører vi på opdagelse i en meget smuk by. Ligegyldigt hvor man befinder sig i Vancouver, er der en fantastisk udsigt. Byen er nærmest omkranset af bjergtinder, og vi oplever den på kryds og tværs.

Dag 11 forlader vi Vancouver og kører tilbage til Seattle, hvorfra vi sidst på eftermiddagen flyver til Danmark og ankommer dag 12.

Prisen er

Prisen for denne spændende rundrejse er 21.950 kroner per person i dobbeltværelse for abonnenter. Ikke-abonnenter betaler tilsvarende 22450 kroner. Eneværelsesprisen er på 28.750 kroner.

I prisen er inkluderet:

Informationsmøde i god tid inden afgang

Fly Billund-Amsterdam-Seattle t/r

Lufthavnsskatter og afgifter

Erfaren dansk rejseleder hele vejen

Overnatninger på turistklasse-hoteller/moteller

Morgenmad dagligt

Entré til nationalparker

Hvalsafari

Køretur på Athabasha Glacier

Udflugtsprogram

Tilmelding til Læserklubben.

Ordet er dit



Mere Rejser