Tip os log ind
Det lykkedes for lærer Peter Tilsted at fascinere eleverne med terningkast

Matematiksange i skolen

Nr. Vium-Troldhede Skole har lavet matematiksange med en professionel musiker.
08. februar 2013, 08.44

Hvad har matematik med musik at gøre? Og kan man blive bedre til det krævende fag, hvis der sættes musik, tegning og leg til?

Det var udfordringen på Nr. Vium-Troldhede Skole i denne uge, hvor der er temauge om matematik.

Det er indskolingen på Nr. Vium-Troldhede Skole, der har haft fornøjelsen af at få lov til at lave matematiksange med en professionel musiker. To af ugens dage har musiker og sangskriver Anders Graae tumlet med eleverne.

Sange om matematiske begreber

Tovholder på projektet er lærer Margit Kousgaard, og når man hører hende fortælle, er man ikke i tvivl om, at der faldt en appelsin i skolens turban, da Matematik med Musik landede på den lokale skole. Det er en ansøgning til Kunstrådets Huskunstnerordning, der har givet pote.

Anders Graae har gjort sit bedste for at engagere eleverne i et kreativt forløb, hvor børnene skulle lytte til og komponere musik med matematik.

- Han har med sin erfaring fra Matematiksange.dk og i samarbejde med klassens lærere sat fokus på sange med talremser og matematiske begreber, som klassens elever arbejder med at lære, forklarer Margit Kousgaard.

Hukommelse og remser

De 26 elever blev delt ind i tre grupper, og de startede med at synge sange fra den omtalte hjemmeside, som læserne så selv kan hente inspiration fra.

De skulle så regne og lave rim, der passede til regnestykkerne. De skulle selv lave matematiksange og til sidst synge for hinanden.

- Formålet med projektet Matematik med musik er at kombinere musikkens særlige evner til at støtte hukommelsen med den udfordring, det kan være, at lære matematiske remser, herunder talrækken. Ved at inddrage og støtte børn i at komponere egen musik, sikres der stort ejerskab og interesse for teksterne, hedder baggrunden fra ordningen.

Ordet er dit