Tip os log ind
Det er ikke kun for landsholdet, Awer Mabil laver sin særlige jubelscene. Den bliver også lavet i FCM-trøjen - her efter en scoring mod Vejle Boldklub.
Foto: Henrik Ole Jensen

Mabil forklarer budskabet bag jubelscene efter ny landsholdsscoring

FC Midtjyllands australske offensivspiller, Awer Mabil, kunne atter juble efter endnu en scoring for landsholdet. Hans jubelscene bærer et budskab med sig
16. januar 2019, 09.38

FODBOLD Den letbenede FCM-spiller Awer Mabil er brandvarm på det australske landshold for tiden. Forleden scorede han i Asian Cup mod Palæstina og tirsdag bankede han så på fornem vis åbningsmålet ind i Australiens 3-2-sejr over Syrien.

I forbindelse med scoringerne har skarpretteren, der er født i en kenyansk flygtningelejr, udført en særlig jubelscene, som han til fifa.com giver forklaringen bag. Håbet for ham er, at den vil være med til at øge bevidstheden om noget, som ifølge ham selv er et samfundsproblem.

- Det er godt at fortælle denne historie. Jeg vil altid hjælpe folk, lyder det fra 23-årige Awer Mabil, som til fifa.com tilføjer:

- Mange mennesker lider af mentale helbredsproblemer. Meningen med denne fejring er at bringe fred i sindet og at repræsentere de folk, der lider af depression, eller hvad det end måtte være, og lade dem vide, at det er okay. De er bare nødt til at tale med nogen, siger han.

- Du skal tale, du skal ikke holde mund. Det er historien bag jubelscenen, siger Awer Mabil.

Den sympatiske unge mand bruger ved siden af fodbolden en helt del tid på velgørende arbejde for at hjælpe flytninge. Sidste år blev hans indsats belønnet med en pris, da han blev tildelt »2018 FIFPro Merit Award«, og de medfølgende 25.000 dollars skulle bruges i forbindelse med Mabils flygtningearbejde i organisationen »Barefoot to boots«.

Herunder kan du se håndtegnene i jubelscenen - billedet er fra Awer Mabils Instagram-profil.

Ordet er dit



Mere Sport