Tip os log ind
  • 1/: Der bliver stor fest, med royalt islæt, i den stemningsfulde middelalderby, Tallinn, når Dannebrog fylder 800 år.
  • 1/: Dannebrog betyder »Danernes fane« og er verdens ældste nationalflag. Vi fejrer flaget på denne jubilæumsrejse.
  • 1/: Der er fine forhold om bord på Tallink Silja Lines krydstogtskibe.

Læserklubben tager på jubilæumsrejse til Tallinn

Vær med til den danske folkefest, når Danmark og Estland fejrer 800 år med Dannebrog. Læserklubben tager til Tallinn 13.-17. juni
13. januar 2019, 09.08

Lørdag 15. juni 2019 er det 800 år siden, at Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen i Lyndanise under Valdemar Sejrs felttog i Estland. Valdemar Sejr gjorde flaget til Danmarks, og esterne opkaldte sidenhen deres hovedstad »Taani linn«, sammenskrevet til Tallinn og betydende Danskerbyen.

På denne spændende jubilæumsrejse, hvor Nilles Rejser er teknisk arrangør, deltager vi i fejringen af Dannebrog. Rundt om i den smukke middelalderby Tallinn vil der være arrangementer med dansk islæt. Hendes Majestæt Dronning Margrethe vil desuden besøge byen og deltage i festlighederne.

Rejsen inkluderer også en god byrundtur i Stockholm samt et dejligt minikrydstogt.

Smukke gamle Stockholm

Afgang med den komfortable turistbus fra Nilles torsdag 13. juni meget tidligt om morgenen. Vi kører fra Silkeborg, Ikast og Herning til Frederikshavn, hvorfra Stena Line sejler os til Göteborg. Frokosten spiser vi om bord.

Fra færgelejet følger vi den pragtfulde panoramavej langs Vättern mod Stockholm. Ankomst til hotellet i nærheden af Stockholm først på aftenen og efterfølgende middag.

Fredag indleder vi dagen med morgenbuffet, hvorefter vi tager på en byrundtur til fods i den smukke gamle bydel (Gamla Stan) af Sveriges hovedstad. Her befinder vi os blandt skønne velbevarede huse og snævre gader samt Ridderholmen med de pragtfulde paladser.

Krydstogtlivet

Omkring frokosttid er vi tilbage ved Kongeslottet, hvor der er tid til at se vagtskiftet. Derefter tid på egen hånd, indtil vi sidst på eftermiddagen går om bord på en af Tallink Silja Lines krydstogtsfærger, som sejler os til Tallinn. Vi kan blandt andet nyde den smukke sejltur gennem den vidtstrakte skærgård, og om aftenen skal vi på bedste krydstogtmanerer have stor buffet med drikkevarer inkluderet.

Fejrer med Dronningen

Lørdag ankommer vi til Tallinn og er nu klar til at tage del i fejringen af Dannebrog. I tårnet Kiek in de Kök ved Tallinn Bymuseum har det Nationalhistoriske Museum ved Frederiksborg Slot produceret en analytisk udstilling om Dannebrogs historie. Udstillingen åbnes officielt 15. juni af vores dronning Margrethe, og vi er naturligvis til stede ved åbningen.

På Frihedspladsen underholder estiske og danske sangkor, og senere vil fejringen fortsætte i Den Danske Konges Have, hvor det også forventes at dronningen deltager.

Søndag tager vi på byrundtur, hvor vi til fods kommer igennem Tallins charmerende gamle centrum. Vi spadserer forbi Dombjerget med parlamentet og besøger den russisk-ortodokse Aleksander Nevskij Katedral med de flotte løgkupler. Vi genser Den Danske Konges Have, hvor vi finder mindesværket for det sted, hvor sagnet fortæller, at Dannebrog faldt ned fra himlen.

Herfra fortsættes til den imponerende Skt. Olai Kirke og gennem byens hyggelige stræder til rådhuset, der ligger centralt på byens livlige torv.

Sidst på eftermiddagen border vi atter Tallink Silja Lines krydstogtfærge, hvor vi kan glæde os til at indtage en flot buffet i restauranten - og også denne gang er drikkevarer inkluderet. Efter middagen er der underholdning og levende musik i dansebaren.

Mandag morgen glider vi stille forbi skærgårdens grønne øer, mens vi fornøjer os med udvalget i morgenbuffetten. Først på formiddagen anløber vi Stockholm, og derefter går turen mod Göteborg. Middag om bord på Stena Line hjem til Jylland.

Hjemkomst omkring midnat.

Meget er inkluderet

Prisen for denne rejse er for avisens abonnenter 4895 kroner per person. Ikke-abonnenter kan deltage for 4995 kroner. Eneværelsestillæg på 950 kroner.

Følgende er inkluderet:

Kørsel i moderne komfortbus

Dansk rejseleder

Færgeoverfart Frederikshavn-Göteborg med forplejning t/r

En nat i Stockholm

To nætter på krydstogtfærge (indvendig kahyt)

En nat i Tallinn

Fire gange morgenmad

To gange aftenbuffet inkl. drikkevarer på Silja Line

To gange aftensmad på hotel/lokal restaurant

Nævnte udflugter eksklusiv entréer

Mulighed for tilkøb af udvendig kahyt og værelse med balkon i Tallinn.

Tilmelding til Læserklubben.

Ordet er dit



Mere Rejser