Tip os log ind
  • 1/: Betagende udsigter og idylliske byer - intet under, at Harzen er populær.
  • 1/: De gamle smukke og farverige huse med bindingsværk er at finde i de fleste af de byer, som vi besøger. Ikke mindst i Wernigerode, som vi bor i.
  • 1/: Man får et lille sug i maven, når svævebanen langsomt glider hen over det vidunderlige landskab.
  • 1/: Vi kommer både op i højden men også ned under jorden i drypstenshulerne, der nærmest ligner en eventyrverden.

Læserklubben møder hekse og historier i Harzen

Mange udflugter, dygtig rejseleder og base i den hyggelige by, Wernigerode er hovedingredienserne i Læserklubbens sommertur til idylliske Harzen. Vi rejser 16.-20. juni
26. januar 2019, 16.55

Velkommen til et rent skatkammer med bjerge, dale, søer, floder, skovklædte bjerglandskaber og idylliske byer - kort sagt alt hvad hjertet kan begære for dig, der værdsætter naturens skønhed.

På Læserklubbens sommertur bor vi på et firestjernet hotel i den dejlige by, Wernigerode i det nordøstlige Harzen for foden af Bloksbjerg, det højeste bjerg i området. Byen har den hyggeligste bykerne med farverige bindingsværkshuse, der oser af charme og nostalgi. Bybilledet præges af Wernigerode Slot - flot tronende over byen.

Fra vores base besøger vi egnens smukke fyrsteslot, ser de skovklædte bjerge med damptog, oplever middelalderbyen Quedlingburg, den imponerende drypstenshule og heksenes danseplads.

Kom med på en smuk rejse til en danskerfavorit!

Forplejningen i top

Skave Turistfart er teknisk arrangør, når bussen kører fra Midtjylland søndag 16. juni mellem klokken 07.00 og 08.00.

Efter endt opsamling serveres morgenkaffe og rundstykker, mens vi kører mod syd.

Med passende pauser undervejs når vi Wernigerode og HKK Hotel Wernigerode, der med sine fire stjerner ligger blot hundrede meter fra byens gamle torv.

Hotellet er kendt for sin dejlige atmosfære og gæstfrihed. Alle værelser er moderne indrettede og veludstyrede. Vi har fri afbenyttelse af sauna, dampbad og spabad og forplejningen er rigtig god.

Mandag efter en dejlig morgenbuffet tager rejselederen os med rundt i vores egen by. Først spadserer vi rundt og oplever de mange velholdte bindingsværkshuse, hvor det ældste går helt tilbage til år 1400, middelalderlig arkitektur og meget mere.

Herefter tager vi med det gamle bumletog på en nostalgisk tur til slottet, der er en Tornerose værdig. Herfra nyder vi den storslåede udsigt over by, skov og Bloksbjerg.

Retur til hotellet, hvor vi kan nyde faciliteterne inden middagen, der spises i restauranten.

Heksene danser

Tirsdagens udflugt bringer os på en flot panoramatur til det østlige Harzen. Med den berømte Harzer Schmalspurbahn kører vi med damptog stille og roligt gennem de smukke skove til Drei Annen Hohne, hvor bussen venter. Den tager os med til Thale og den sagnomspundne Hexentanzplatz, hvor heksene danser inden de flyver til Bloksbjerg.

Der findes næppe noget andet sted i Tyskland, hvor der eksisterer så mange myter og sagn som i Harzen. Mange af dem har med hekse, magi og djævelske aktiviteter at gøre. En af de stærkeste myter omhandler Bloksbjerg, hvor hekse, siden midten af det 17. århundrede, mødtes Valborgsaften. Først samledes de på heksedansepladsen for derefter sammen at flyve op på Bloksbjerg på koste, høtyve og andre egnede »flyveredskaber«. Her dansede de rundt om et stort bål og kyssede djævlen. Så giftede de sig med ham, og han gav dem som tak evnen til at kunne trylle.

Da der ingen hekse er blandt os, tager vi i stedet svævebanen, der giver os en pragtfuld udsigt over den smukke dal.

Turen fortsætter til Quedlingburg, en yderst charmerende gammel by med en historisk bykerne og et imponerende slotsbjerg.

Byen har cirka 1300 bindingsværkshuse, så man forstår absolut, hvorfor den er røget på UNESCO's liste over verdens kulturarv.

Vi får tid på egen hånd, indtil vi sidst på eftermiddagen kører tilbage til vores hotel.

På tur i underverdenen

Onsdag venter endnu en farverig dag.

Vi kører mod de berømte drypstenshuler i Rübeland. Her får vi et fascinerende indblik i underverdenen af smukke drypstensformationer, men vær klar til de cirka 300 trappetrin ned og op og medbring den varme trøje, for hulerne har en konstant temperatur på mellem otte og ni grader.

Ved Rappode Talsperre oplever vi det mægtige dæmningsanlæg, der mindsker faren for oversvømmelser og udnytter vandet økonomisk.

Dagens sidste stop er byen Stolberg, der ligger beskyttet i dalene ved floderne Thyra og Lude. Placeringen har beskyttet byen mod de store strukturelle ændringer som nybyggeri og industriområder. Byen har titel af historisk Europaby og luftkursted.

Retur til hotellet og senere aftensmad.

Hvad koster det?

Torsdag tager vi afsked med Wernigerode og kører over Lüneburger Heide.

Pause i Celle, der hos danskerne nok mest er kendt for historien om den ulykkelige Caroline Mathilde, der endte sine dage på slottet, blot 24 år gammel.

Herfra videre mod grænsen og med passende pauser er vi hjemme i Midtjylland sidst på aftenen.

Prisen for denne dejlige busrejse med en dygtig og erfaren rejseleder koster for avisens abonnenter 3595 kroner per person i dobbeltværelse, Ikke-abonnenter kan tilsvarende deltage for 3745 kroner. Eneværelsestillæg på 400 kroner.

I prisen er også inkluderet halvpension, begyndende med aftensmad første dag og sluttende med morgenmad sidste dag, alle udflugter inklusive naturlige entréer.Tilmelding til Læserklubben.

Ordet er dit