Tip os
Postbuddet Kasper Housted fra Brande kan se frem til verdens bedste fodboldrejse efter at have vundet titlen som dansk mester i oddset. ?
Foto: Danske Spil

Lokalt postbud er landets bedste oddser

Kasper Neerup Housted er dansk mester i oddset
14. april 2018, 06.21

brande Kasper Housted fra Brande har været den dygtigste i Danmark til at oddse og har derfor vundet den ærefulde titel: DM i Oddset. Selv siger han ydmygt, at han nok bare har været heldig.

I weekenden sender Danske Spil en række fodboldelskere på verdens bedste fodboldrejse, hvor de rejser til tre lande på tre dage for at se fodbold, og besøger fodboldkatedraler som San Siro og Camp Nou. En af de heldige deltagere er Kasper Neerup Housted, der kommer fra Brande. Han kvalificerede sig ved at vinde DM i Oddset, hvor han nærmest var sikker allerede halvvejs inde i finalerunden.

- Jeg er nok ikke Danmarks bedste oddser, men Danmarks heldigste i den uge, hvor finalerunden fandt sted. For jeg kvalificerede mig til finalerunden med en ret lav placering, og så havde jeg en kupon, hvor jeg scorede mange point, forklarer Kasper Neerup Housted, der er 37 år, og til dagligt bringer post ud i Brande.

Men heldet var trods alt kombineret med en vis portion dygtighed. Selvom han ikke vil ud med, hvor meget han oddser for, så har det krævet grundig analyse af de forskellige kampe forud for finalerunden.

- Jeg bruger omkring tre-fire timer om ugen på at sætte mig ind i de kuponer, jeg spiller. Her undersøger jeg både resultater fra holdenes tidligere kampe, skadeshistorikken og karantæner. Men selvom man læser statistikken, så rammer man ikke altid rigtigt, fortæller Kasper.

Han oddser mest på nettet, og det er meget forskelligt, hvor meget han oddser for, men han har spillet i mere end 15 år.

Glæder mig til Milan

Han var allerede halvvejs inde i finalerunden nærmest sikker på at kvalificere sig til verdens bedste fodboldrejse.

- Jeg ramte en del rigtige på en Europa League-aften, og der kunne jeg se, at jeg havde 17.000 point ned til nærmeste forfølger, så der tænkte jeg, at den nærmest var hjemme. For der skulle jo være 20, der skulle overhale mig. Men jeg manglede at få det bekræftet, for man er jo aldrig sikker, før bekræftelsen kommer, siger Kasper.

Bekræftelsen kom kort efter, og heldet har nærmest forfulgt Kasper, siden han blev Danmarksmester.

- Jeg var helt vild glad, da jeg endelig fik det at vide. Jeg har hørt vildt meget godt om turen, så jeg glæder mig til at opleve den. Mine venner er også blevet lidt misundelige, jo tættere vi er kommet på dagen, fortæller Kasper.

For nylig vandt han en rejse til Florida for at se ishockey, hvor Florida Panthers og Buffalo Bills mødte hinanden, og tidligere på foråret var han på Camp Nou for at se Barcelona - Chelsea i Champions League, som også var en rejse, han havde vundet gennem Oddset hos Danske Spil. Derfor er Camp Nou ikke det øjeblik, han glæder sig mest til.

- Jeg glæder mig mest til at se Milan - Napoli, som er et møde mellem to tophold. Jeg holder ikke med nogen af dem, og jeg forsøger altid at forholde mig neutral. Egentlig holder jeg kun med landsholdet, og så lidt med F.C. Midtjylland, men det betyder ikke, at jeg ikke kan oddse imod dem, selvom jeg altid håber, de vinder," siger Kasper, og tilføjer:

- Egentlig glæder jeg mig mest til hele oplevelsen og stemningen på de forskellige stadions, og også til at lære nogle nye mennesker at kende.

På Verdens Bedste Fodboldrejse skal Kasper Housted fra Brande sammen med de andre deltagere se Wolfsburg - Augsburg, F.C. Barcelona - Valencia og A.C. Milan - Napoli.

Ordet er dit



Mere Brande