Tip os log ind
Det er tydeligt at se, hvordan Line Krogholm (t.h) er i sit rette element, når hun er på scenen med Infernal

Lokal sangerinde danser med Infernal

Line Krogholm fra Bording skal være backupsangerinde for Infernal ved Ikast Musikliv
11. juni 2013, 15.44

Line Krogholm fra Bording har altid vidst, at hun ville være noget indenfor musikken. Hun blev uddannet på musicalakademiet i Fredericia i 2003, og siden har hun været med i en lang række musicals landet over, blandt andet i opsætninger af Elsk mig i nat og Shrek.

I 2010 kom hun så til audition ved Infernal, fordi den danske dance-gruppe manglede en backupsangerinde.

Siden har hun været med på scenen, når Infernal har turneret land og rige rundt til diverse koncerter og festivaler.

- Det er helt vildt sjovt, det er et fantastisk hold af søde mennesker, og så er Infernal dejligt poppet ligesom mig selv, siger hun.

Et kæmpehit i Japan

Men Line Krogholm er ikke typen, som hviler på laurbærene. Ved siden af Infernal og sin musicalkarriere skriver Line også musik.

Line Krogholm har da også allerede fået anerkendelse for sin musik. I 2011 skrev hun en sang, Electric Boy, på en songwritercamp i Skovlunde sammen med Shalomon Baskin og Mikko Tamminen, som senere hen endte hos den sydkoreanske pigegruppe KARA.

Det viste sig så, at KARA var kæmpestore i Japan, og Electric Boy endte som nummer ét på den japanske hitliste, og gik sidenhen platin.

- Det er ret sindsygt, jeg sad bare i min stue og kiggede på Facebook, da jeg fik beskeden. Jeg sidder bare i min lille lejlighed på Amager, mens en single, jeg har været med til at skrive, har solgt over 250.000 eksemplarer, siger hun.

Gæster Ikast Musikliv

Denne sommer skal dog ikke bruges med tanker om Japan, men med hovedet godt begravet i pumpende bas og gode rytmer. Infernal er nemlig for nyligt startet på en danmarksturne og gæster Ikast Musikliv.

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme igang, og Ikast er jo nærmest min hjemby, så det bliver bare rigtig sjovt, siger Line Krogholm.

 

Læs meget mere om Line Krogholm i Herning Folkeblad tirsdag.

Er du abonnent kan du klokken 14.30 læse avisen HER

Du kan også vælge at læse eller købe dagens avis på din iPad / tablet eller smartphone ved at downloade app'en i App Store / Google Play

Ordet er dit