Tip os log ind

Løbsk hjul fra anhænger

08. januar 2019, 09.02

nørre-snede Mange bilisters mareridt blev mandag eftermiddag virkelighed, da en polsk dyretransport med anhænger pludselig mistede det ene hjul.

Det skete kort før klokken 17 på Vejlevej nær Nørre Snede, hvor dyretransporten med en 43-årig polsk chauffør bag rattet kørte ad Vejlevej i nordlig retning.

Vidner har bagefter beskrevet situationen, hvor de så et stor lastvognshjul med gnister komme trillende over i den modkørende vejbane.

Her hamrede hjulet ind i en personbil, ført af en 46-årig mand fra Ejstrupholm.

Vragdele fra den påkørte personbil ramte efterfølgende to biler, der kørte bag ham.

Efter uheldet blev bilisten ført til sygehuset i Horsens til kontrol, men blev atter udskrevet.

Af politiets døgnrapport fremgår det ikke, hvilke dyr, som den polske transport kørte med, men de blev senere læsset over i et andet køretøj.

Ordet er dit