Tip os log ind
Thorbjørn Westh Koefoed var næstformand i LandboUngdom og er nu formand, men på deltid.
Foto: Landboungdom

LandboUngdoms nye formand er fra Bornholm

17. april 2018, 13.40

Formandsskifte Unge på landet har fået en ny frontfigur. 25-årige Thorbjørn Westh Koefoed blev på LandboUngdoms årsmøde på Gråsten Landbrugsskole valgt til posten som formand.

Thorbjørn Westh Koefoed afløser Peter Kock, der valgte ikke at genopstille, fordi han er blevet headhuntet til jobbet som forsøgsleder hos Agrolab A/S i Middelfart på Fyn.

Den nye formand er driftsleder på familiegården Langemyregaard på Bornholm. Han er uddannet agrarøkonom fra Jordbrugets UddannelsesCenter Århus og faglært fra Gråsten Landbrugsskole. Inden for LandboUngdom har han trods sin unge alder været aktiv i 10 år.

Thorbjørn Westh Koefoed fortsætter med at være driftsleder for svineproduktionen på familiegården Langemyregaard på Bornholm, og hans formandskab vil være en deltidsstilling, mens den nuværende formand Peter Kock var fuldtidsformand. Ved konstitueringen udpeges to næstformænd, som vil få flere arbejdsopgaver end tidligere.

Den nye formand har overvejet konsekvensen af afstanden mellem ham og møderne og arrangementerne i resten af Danmark, og han er overbevist om, at det nok skal løse sig.

- Der er langt fra resten af Danmark til Bornholm, men heldigvis er der ikke så langt fra Bornholm til resten af Danmark. Og vi har jo også mulighed for at holde møder over Skype, som vi allerede gør i dag, siger Thorbjørn Westh Koe­foed, der før årsmødet var næstformand.

LandboUngdoms årsmøde på Gråsten Landbrugsskole var velbesøgt med over 150 deltagere. De kunne opleve Mathias Hansen, Gerbrig Postma, Søren Fønsskov og Jes Kjærgaard blive valgt til LandboUngdoms ledelse, der også består af Esben Tanghus og Anders Bach.

Ordet er dit