Tip os log ind

Kunsten stiger i Blåhøj

07. juni 2019, 11.40

blåhøj Danske og internationale kunstnere gæster landsbyen Blåhøj fra 9. til 15. juni for at skabe kunst i samarbejde med landsbybeboerne.

Kunstnerne kommer til Blåhøj som en del af projektet »Kunsthallen og Landsbyerne«.

Her vil de i løbet af en uge arbejde på hver deres kunstværk i åbne workshops, hvor alle interesserede er velkomne til at kigge forbi og overvære tilblivelsen af værkerne.

Med »Kunsthallen og Landsbyerne« ønsker Viborg Kunsthal i samarbejde med en række landsbyer, danske og internationale billedkunstnere at skabe nye sammenhænge mellem den udøvende kunst og oplevelsen af den. Ønsket er at få kulturen og samtidskunsten ud i yderdistrikterne og forbinde dem til mere etablerede platforme for samtidskunst - blandt andet kunsthallen.

Kunst er en måde at udtrykke sig på, en måde at nærme sig et andet menneske på - en måde at danne fællesskaber på. Hensigten med projektet er at skabe relationer beboer og kunstner imellem, når de indgår i et kreativt samarbejde om at skabe kunst i landsbyen. Det er en unik mulighed for at styrke fællesskabet og danne nye fortællinger i Blåhøj gennem den kunstneriske proces.

Kunsten skabes i samarbejde

Kunstnerne, der kommer til Blåhøj, er japaneren Kengo Shibatsuji, danskeren Pia Pan og hollænderen CP Berbeé. De arbejder alle med forskellige materialer såsom sten, træ og stof. Blandt andet vil den danske kunstner Pia Pan lave en organisk træskulptur og CP Berbeé vil indsamle landsbyens gamle tæpper og lave nye kunstneriske picnictæpper, sammen med landsbybeboere i alle aldre.

At invitere fremmede øjne ind i landsbyen er centralt for projektet, idet det giver nye perspektiver. Alle tre kunstnere har derfor, med udgangspunkt i landsbyens karakteristika udviklet et projektforslag til kunstværker, der skal skabes i et samarbejde mellem kunstnerne og beboerne i Blåhøj.

Ordet er dit



Mere Brande