Tip os log ind
Arrangementet med blandt andre Troels Lund Poulsen finder sted i kantinen hos Mediehuset Herning Folkeblad.
Foto: Jens Dresling

Kom til debat i Herning om Danmarks fremtid

Disruptionsrådet og beskæftigelses-ministeren besøger Herning og inviterer sammen med Tidlig Tirsdag til paneldebat
13. januar 2018, 06.19

Udvikling Verden bliver mere og mere digitaliseret, og ordet disruption bruges, når noget bliver forstyrret. Det er blandt andet på få år sket i både hotel-og taxabranchen. Airbnb var en skør ide om at leje en luftmadras i stuen ud til rejsende. I dag er tjenesten den største »hotelkæde« i verden, mens ideen om Uber opstod, fordi to fulde venner ikke kunne få en taxa i Paris. Regeringen har i maj 2017 nedsat Disruptionrådet - Partnerskab for Danmarks fremtid. Partnerskabets hovedformål er at analysere, drøfte og komme med forslag til, hvordan mulighederne i den teknologiske udvikling gribes bedst muligt.

Tirsdag 30. januar kommer Disruptionsrådet forbi Mediehuset Herning Folkeblad til en sen udgave af ledelsesforedraget Tidlig Tirsdag, hvor der er lagt op til en paneldebat om Danmarks fremtid.

Kendte medlemmer

Fra Disruptionsrådet deltager beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), formand for HK Kim Simonsen, Tommy Ahlers, der er iværksætter og kendt fra tv-programmet Løvens Hule og Christina Vejlø, som er digital trendanalytiker. Derudover deltager også en lokal paneldeltager i form af CEO i JBS, Michael Alstrup.

»Danmark skal fortsat være et af verdens rigeste lande, og vi skal gøre alle til fremtidens vindere«. Sådan lyder regeringens formulering af ambitionerne for Disruptionsrådet og til debatten vil der blandt andet diskuteres om, hvordan vi skal indrette fremtidens arbejdsmarked, når flere opgaver overtages af robotter, hvordan vi sikrer, at alle på tværsaf jobtyper kan følge med i udviklingen og har de rette kompetencer, mens panelet også vil forsøge at klarlægge, hvad det egentlig betyder, når man siger, at danske virksomheder bliver ramt af disruption. Endeligt stiller panelet spørgsmålet, hvorvidt det bliver »din eller min« arbejdsplads, der forsvinder - og hvad vi så skal leve af i Danmark i fremtiden.

Arrangementet er gratis, men der er et begrænset antal pladser, så tilmelding via tidligtirsdag.dk er nødvendig.

Ordet er dit