Tip os log ind
Politiet anholdt 34-årig mand, der gik amok i aftes.
Foto: Rigspolitiet

Knuste ruder seks steder i Herning: Hærværksmand anholdt sent i aftes

34-årig kending af politiet gik amok i aftes
06. december 2017, 09.53

Herning En af politiets gamle kendinge huserede i aftes i midtbyen, og han nåede at knuse ruder seks forskellige steder, inden han blev anholdt.

Politiet fik den første anmeldelse fra et vagtselskab, som var kaldt til klinikken Care 4U i Smallegade klokken 21.19, hvor ruden i indgangsdøren var blevet knust.

Klokken 21.50 gik det ud over Luxo Living i Skolegade, hvor en rude blev knust.

Klokken 22.20 var den 34-årige mand forbi Rikki Vanggaards butik i Skolegade, hvor en rude blev knust med en sten.

Kort efter klokken 23 nåede den 34-årig mand frem til Fonnesbechsgade, hvor det gik ud over South Indian Restaurant.

På det tidspunkt var politiet på jagt efter manden, og både en hundepatrulje og en uniformeret patrulje var fremme.

Da en rude lidt senere blev knust til en dør ved Yutaka Sushibar, var betjentene ved at optage rapport i restauranten længere oppe ad Fonnesbechsgade.

De satte kursen mod Yutaka, hvor den 34-årige mand blev anholdt.

- Han havde en sten i hånden og et frisk sår på den ene håndryg, fortæller sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Betjentene fandt 0,5 gram hash på manden, og det blev han også sigtet for.

Den 34-årige mand erkendte, at han stod bag hærværket i aftes, og han vil i dag blive fremstillet i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, fordi politiet har samlet andre sigtelser sammen den seneste tid.

Ordet er dit



Mere 112