Tip os log ind
Søby Brunkulsmuseum holder for første gang julestue i weekenden.
Foto: Flemming Hansen

Jul med kul på

04. december 2018, 08.55

Herning Som noget nyt arrangerer Søby Brunkulsmuseum julestue i weekenden.

- Vi ønsker, at julestuen bevæger sig så tæt som muligt på en gammeldags jul. Julen var ofte ret beskeden under primitive forhold i klondikebyen. En familie lånte simpelthen lysene til et juletræ, når en anden familie var færdige med at danse om juletræet. Alligevel hænger mindet om julen i brunkulslejerne alligevel sammen med hygge og samvær med juleklip og husflid, forklarer formand Jan Svendsen.

Dog bliver de levende lys skiftet ud med kunstige lys, og det skyldes brandfaren i de gamle huse, som alle vil stå åbne under julestuen.

Derimod er det rigtige heste, som tilbyder en gratis tur i nærmeste omegn. Museet får også besøg af strikkekonen og et par af de daglige guider. I forsamlingshuset bliver der arrangeret juleklip for børn, som også kan male på sten. Arbejdende stande viser pileflet, mos- og juledekorationer, figurer af træ og genbrugsmaterialer, honning og biprodukter, trædrejning, produkter fra Ikast Mikrobryg, hvorfra brygmesteren selv er til stede lørdag.

Hanne Meldgaard fra Kølkær indretter »nissehus« i Frodes Hus med salg af nisser og andre ting (se foto ovenfor).

Når entreen er betalt (børn under 12 år gratis) byder museet på to æbleskiver, the/kaffe med eller uden Richs og sodavand til børnene. Derudover er det muligt at købe flere æbleskiver, kage, gløgg og andre drikkevarer.

Butikken sælger også juletræer og har mange ideer til adventspakker, julekalender, pakkeleg og små julegaver.

Ordet er dit



Mere Kultur