Tip os log ind
  • 1/: 45-årige Jesper Korsgaard er blandt de personer, der er i spil til at blive årets hjerteredder.
    Foto: Privatfoto
  • 1/: Jesper Korsgaard i cykeltøjet, som han også var iført, da han kørte træningstur med svogeren sidste sommer. ?Privatfoto

ISI-lærer reddede svoger: Nu kan han vinde stor pris

Hurtig handling reddede svogerens liv under en træningstur på cykel på Mallorca
11. februar 2019, 15.07

ikast Efterskolelærer på ISI Jesper Korsgaard fra Ikast er blandt de mange, der er indstillet som Årets Hjerteredder 2019.

Han reddede sin svoger, der sidste sommer faldt om med hjertestop på en cykeltur i Mallorcas kuperede terræn.

Hjerteforeningen har i alt modtaget 54 indstillinger til prisen som Årets Hjerteredder.

Blandt de indstillede vil et dommerpanel udvælge de tre hjertereddere, der skal kæmpe om den endelige titel, og her er efterskolelæreren fra Ikast altså en mulig kandidat. Vinderen afsløres ved »Hjertegalla«, der sendes live på TV 2 Charlie lørdag 9. marts.

Redningen fandt sted, da Jesper Korsgaard og svogeren Peter Westphal 5. juli sidste år i de tidlige morgentimer cyklede en tur på ferien på Mallorca. Da de cyklede op ad en bakke uden for byen Peguera, væltede Peter Westphal ind i en lille mur i siden af vejen.

Hjertestop

Han havde kramper og trak kun vejret overfladisk. Jesper Korsgaard vidste, de skulle have hjælp, men han kan ikke spansk.

Han ringede derfor til sin søster, som bor på Mallorca, og fik hende til at ringe efter hjælp.

Så fik Peter Westphal hjertestop. Efter nogle minutter kom en lokal politibil forbi, som havde en hjertestarter i bilen. Betjentene overtog og gav Peter Westphal to stød. Efter yderligere nogle minutter ankom en ambulance, og en læge overtog redningen. Efter endnu et stød fra en hjertestarter fik de gang i hans hjerte igen.

Peter Westphal fik senere indsat tre stents og er sluppet fra hjertestoppet uden mén.

hjertestop

Hvert år bliver omkring 4000 danskere ramt af hjertestop udenfor sygehuset. Det svarer til næsten 11 om dagen, og af disse overlever i gennemsnit kun én.

Tiden ved et hjertestop er afgørende. De fleste personer med hjertestop får varige mén eller dør, hvis de ikke får hjælp indenfor 10 minutter.

Tre ud af fire hjertestop sker i private hjem. Her overlever blot syv procent. Derimod overlever 22 procent af de ramte af et hjertestop, hvis det sker udenfor hjemmene.

Ordet er dit



Mere Ikast