Tip os log ind
  • 1/: Anne Hillgaard Pedersen, Sognepræst i Væggerskilde og Brejning Sogne: - Gå på »fly-tilstand«. Det er meget få, som kan sige sig fri af skærmens magt. Vi har stor nytte og glæde af mobiltelefoner, tablets, computere og tv; men vi genkender vist alle afhængigheden, som henter telefonen op af lommen i tide og utide og binder os foran skærme i timevis - for ikke at tale om det sært ufokuserede samvær, når alle i lokalet har øjnene og opmærksomheden rettet mod noget eller nogen, som slet ikke er til stede. Børn kan blive chokerede ved budskabet om, at der var »engang« uden mobiltelefoner, computere og fjernsyn. De tror, det var kedeligt. Det kedelige er da egentlig, når vi lader mødet og øjeblikket gå fra os. Vi ved det godt, vi ser det så tydeligt hos andre - og ind imellem også hos os selv. Det er en afhængighed, vi ikke kan styre i situationen. Men en familie kan beslutte sig for fælles tid uden for netværket. Sæt skærmfri tid i kalenderen. Gå på fly-tilstand. Ugentlige aftener, hvor alle skal være med, og fjernsynet skal være slukket. Eftermiddage i haven, i skoven eller hjemme ved bedsteforældre, hvor telefonen ikke kom med. Ferier, hvor vi »bare« skal være sammen.
  • 1/: Orla Villekjær, Sognepræst i Troldhede og Sdr. Felding Sogne: - Familien - forstået som hjemmet bestående af far og mor samt måske et eller flere børn - har det generelt set svært. Unge børnefamilier bliver ofte presset til det yderste. Skilsmisse statistikken taler sit tydelige sprog. Stress er en folkesygdom. Utilpassede børn, spisevægring, indlæringsproblemer, ADHD, psykiske problemer - vi kan opregne mange udfordringer og problemer. Forbrugerrisme, zapperkultur og dyrkelse af individualismen er givetvis væsentlige årsager til udfordringerne og smerter. For i kølvandet af ovennævnte er jo en skrækkelig masse lidelser, tab og sorg. Nu er tanken med disse linjer jo ikke pessimisme og grædekone-tendens. Ingen af os familier undgår flere eller færre vanskeligheder og problemer. Afgørende er vore valg og prioriteringer. Ovennævnte problemstillinger er efter min opfattelse symptomer på noget dybere åndelig set. Feber er et symptom, som ingen læge blot slår ned med tabletter uden først at have fundet årsagen: infektionen eller anden dårligdom. Familien Danmark mangler efter min opfattelse af få Gud ind i hjemmet - naturligvis sagt til den familie, som ønsker at være en kristen familie. Ønsker du/I det, så gør Gud og din kristendom tydelig for dig selv, jer selv og jeres eventuelle børn. Bed bordbøn ved hovedmåltidet. Læs i børnebibelen eller i din voksenbibel. Knyt dig tæt til en kirke, som klart følger Det nye Testamentes kristendom. Alle problemer og udfordringer forsvinder ikke automatisk af denne grund. Men så får familien en mening og et indhold, som er helsebringende. Og ikke mindst prioriteringerne: vanvittigt med små børn og to fuldtids-udearbejdende. Skær ned! Sats på dit ægteskab, dit hjem og dine børn.
  • 1/: Lene Birkmose, Sognepræst i Herborg- og Nr. Vium Sogne: - Find ud af, hvad der er vigtigst for dig, din partner/ægtefælle og dine børn. Læg derefter dit/jeres arbejdsliv til rette efter dette valg. Del alle huslige pligter ligeligt imellem jer voksne og tag opgaverne og ansvaret alvorligt, så begge voksne har mulighed for at vælge fritidsaktiviteter til i et (mindre) omfang, som er tilpasset hensynet til børnene og deres velbefindende og trivsel. Begge forældre har også brug for alene-tid, hvor man vælger at bruge (en smule) tid på sig selv. Husk at lægge mærke til, at man som voksen skal være forældre i cirka 20 år pr. barn, og at dette betyder, at man må holde sig selv lidt tilbage, når døgnets timer skal fordeles mellem børnene, partneren/ægtefællen, arbejdet og fritidsinteresserne Et helt almindeligt, solidt hverdagsliv, hvor alle bliver set, hørt, mødt og trives er et godt liv! Forældre kan med fordel aktivt interessere sig for partnerens arbejdsliv, så den daglige samtale flyder let, og at man er opdateret med hensyn til børnenes dagligdag i institutioner, skoler og blandt venner. Man kan ikke være med til og aktiv i alting, når et familieliv skal fungere godt. Husk, at midtvejskriser er en del af livet, og at der er flere hverdage end ferie- og fridage, hvilket betyder, at ens forventninger til familielivet gerne må være realistisk. Kan man også få sin nattesøvn, måske en middagssøvn, en smule motion, en sund kost og gode oplevelser med familien og vennerne, ja, så er man nået langt. Stress kan forebygges, og den kan/skal afhjælpes, hvis man er landet i den. Man skal lære at sige »Nej!« på sine børns og sine egne vegne. En god husholdnings-økonomi med en lille opsparing giver tryghed, så man kan fokusere på det væsentlige: at være sammen. Man har lov til at værne om sin egen lille nære familie, simpelthen. For den er det bedste, man har! Jeg er selv snart 57, gift på 21. år med Ivan. Vi har stadig og har haft fuldtidsarbejde begge to alle årene. Vi er forældre til tre børn på 20, 19 og 15. Vi deler de daglige pligter ligeligt mellem os, og alligevel blev jeg sygemeldt i tre måneder, da jeg rundede de 40, fordi jeg lod arbejdet/jobbet tage styringen og magten. Siden den oplevelse og erfaring, har vi forsøgt at være mere fokuserede, så det ikke sker igen, for det har vores lille familie simpelthen ikke fortjent. Det er ikke prisen værd.
  • 1/: Flemming Harpøth Møller, Sognepræst ved Videbæk Kirke og psykoterapeut: - Mor og far skal sørge for at have det godt sammen. Spis mindst et måltid mad sammen hver dag. Spil et brætspil sammen med jævne mellemrum - og gerne et hver uge. Disse tre enkle råd vil jeg give til alle moderne familier rundt om i de danske hjem. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at hvor de efterleves, vil det være med til at styrke trivslen for både børn og voksne. De største udfordringer for den moderne familie er den kolossale individualisering, der præger vores samfund, - det er travlhed og det er overfladiskhed. Vores store fokus på individet betyder, at de enkelte medlemmer har mere fokus på sig selv og deres egen dagsorden, end de har på familien. Familien har behov for, at alle medlemmer er bevidste om, at de skal investere tid og energi i den. Hvis familien skal være et givende og rart sted at være - sådan som vi alle sammen gerne vil det - så er det nødvendigt, at vi øver os i at sætte os selv og vort eget til side og i stedet gøre ting, som styrker fællesskabet. Vi har travlt her hos os. Det er der vist ikke noget at gøre ved, for sådan har vi - mere eller mindre bevidst - valgt, at anlægge vores samfund. Så hvis travlhed ikke skal sætte sit præg på for meget i vore familier, er vi nødt til at være bevidste om at sætte rammer for det, vi gerne vil have skal præge vore familier. Diverse skærmes underholdning kan være meget godt. Vi har brug for at slappe af og lade vore trætte hoveder beskæftige sig med noget let fordøjeligt efter en lang skoledag eller arbejdsdag. Men jeg er på den anden side slet ikke i tvivl om, at vores store forbrug af iPads, mobiltelefoner, pc´er og tv-skærme kan få os til at drukne i overfladiskhed, samtidig med at det får os til at glide væk fra hinanden. Nå, tilbage til mine tre råd til moderne familier. Mor og far er hovedansvarlige for familiens trivsel. Børn ved intuitivt, hvordan mor og far har det sammen, og deres trivsel er afhængig af, at mor og far har det godt sammen. Derfor skal alle forældre sørge for at have tid til hinanden, hvor de - uforstyrret af børnene - kan give hinanden deres fulde opmærksomhed. For deres egen skyld - og for børnenes skyld. Tidligere var familien i højere grad også et arbejdsfællesskab, hvor det gav sig selv, at vi gjorde ting sammen. Sådan er det ikke længere. Derfor er det vigtigt, at vi sætter regler for, hvornår vi er sammen, snakker sammen og gør ting sammen. Her er et dagligt fælles måltid mad en genial opfindelse. Og glem så ikke brætspillet. Der, hvor mobilen og fjernbetjeningen er lagt langt væk, og hele familien hygger sig sammen, ser hinanden, mærker hinanden og griner sammen og uden at mærke det får ind under huden, hvad det vil sige at være en familie.
  • 1/: Gert Nicolajsen, sognepræst i Fjelstervang og Vorgod-Barde: - Øjenhøjde. At se og blive set - er noget af det vigtigste i en familie. Hvor er mine øjne? Ser jeg? Ser jeg jer andre i familien? Ser jeg i øjnene? Eller er mine øjne fanget af skærme. Smartphone. Ipad. Fjernsyn. Avis. Der er meget godt, som kan fange mine øjne også der. Men der er noget, der er vigtigere end skærmene og alt det andet, der er så fængende for mine øjne. Det er mine nærmeste. Det er et valg. Et valg, jeg må være bevidst om. Det er let at vælge skærmene. Det er så godt, når vi vælger hinandens øjne. Når vi vælger at sætte os i øjenhøjde med hinanden og snakke og smile og leve med i hinandens liv. Der er kærlighed i øjne, der ser. Der er kærlighed i at blive set. Kærlighed får os til at vokse som mennesker. Kærlighed får vore børn til at vokse op i bevidsthed om at være noget, uanset hvordan hverdagen så lykkes. Mine øjne fortæller om min kærlighed. Hvis en skærm er vigtigere at se end at se på mig med interesse og kærlighed, så mærker jeg det dybt ind. Det piller ved mit selvværd. At blive set med kærlighedens øjne tænder lys i vort liv - og med kærlighedens øjne kan vi tænde lys i vores familie. Skulle vi aftale et fælles måltid om dagen, hvor skærmene er slukket, og vi alle sidder omkring bordet i øjenhøjde?

Hvad er dit bedste råd til moderne familier?

Fem præster giver deres bud
04. oktober 2018, 18.27

VIDEBÆK »Hvordan har familien det ?«Den serie har Folkebladet sat i værk.Derfor har vi spurgt fem præster i den gamle Videbæk Kommune om følgende:Hvad er dit...

30 dages abonnement GRATIS - så kan du læse alt online indhold, læse e-avisen og få adgang til det elektroniske arkiv.

ja tak, lad mig prøve!

Allerede abonnent? Log ind