1/: Lene Birkmose, Sognepræst i Herborg- og Nr. Vium Sogne:
- Find ud af, hvad der er vigtigst for dig, din partner/ægtefælle og dine børn. Læg derefter dit/jeres arbejdsliv til rette efter dette valg. Del alle huslige pligter ligeligt imellem jer voksne og tag opgaverne og ansvaret alvorligt, så begge voksne har mulighed for at vælge fritidsaktiviteter til i et (mindre) omfang, som er tilpasset hensynet til børnene og deres velbefindende og trivsel. Begge forældre har også brug for alene-tid, hvor man vælger at bruge (en smule) tid på sig selv. Husk at lægge mærke til, at man som voksen skal være forældre i cirka 20 år pr. barn, og at dette betyder, at man må holde sig selv lidt tilbage, når døgnets timer skal fordeles mellem børnene, partneren/ægtefællen, arbejdet og fritidsinteresserne Et helt almindeligt, solidt hverdagsliv, hvor alle bliver set, hørt, mødt og trives er et godt liv! Forældre kan med fordel aktivt interessere sig for partnerens arbejdsliv, så den daglige samtale flyder let, og at man er opdateret med hensyn til børnenes dagligdag i institutioner, skoler og blandt venner. Man kan ikke være med til og aktiv i alting, når et familieliv skal fungere godt. Husk, at midtvejskriser er en del af livet, og at der er flere hverdage end ferie- og fridage, hvilket betyder, at ens forventninger til familielivet gerne må være realistisk. Kan man også få sin nattesøvn, måske en middagssøvn, en smule motion, en sund kost og gode oplevelser med familien og vennerne, ja, så er man nået langt. Stress kan forebygges, og den kan/skal afhjælpes, hvis man er landet i den. Man skal lære at sige »Nej!« på sine børns og sine egne vegne. En god husholdnings-økonomi med en lille opsparing giver tryghed, så man kan fokusere på det væsentlige: at være sammen. Man har lov til at værne om sin egen lille nære familie, simpelthen. For den er det bedste, man har! Jeg er selv snart 57, gift på 21. år med Ivan. Vi har stadig og har haft fuldtidsarbejde begge to alle årene. Vi er forældre til tre børn på 20, 19 og 15. Vi deler de daglige pligter ligeligt mellem os, og alligevel blev jeg sygemeldt i tre måneder, da jeg rundede de 40, fordi jeg lod arbejdet/jobbet tage styringen og magten. Siden den oplevelse og erfaring, har vi forsøgt at være mere fokuserede, så det ikke sker igen, for det har vores lille familie simpelthen ikke fortjent. Det er ikke prisen værd.