Tip os
Kvægrådgiver Rasmus Krarup fra Sagro fortalte de hollandske kolleger fra et foderfirma om den viden, danske landmænd bygger deres mælkeproduktion på, og som slår hollænderne med adskillige ton per årsko.
Foto: Steen Ancher

Hollændere fik råd om kræsne køer

12 hollændere er i de seneste to uger blevet undervist af rådgivningsfirmaet Sagro og to lokale kvægavlere om fuldfoder
16. april 2018, 15.43

udveksling For godt 10 år siden skævede danske landmænd tit til Holland for inspiration til at holde kvæg, men i dag er det lige omvendt.

De seneste to uger har 12 hollandske rådgivere fra det andelsejede foderselskab, Agrifirm været på besøg hos rådgivningsvirksomheden Sagro og to lokale landmænd, Jørgen Pedersen og Dirk Millenaar i Vildbjerg.

Kvægrådgiver Rasmus Krarup fra Sagro fortæller, at en stor del af hemmeligheden bag den danske succes ligger i foderblandingen.

- Danske mælkeproducenter ligger langt foran de hollandske, når det drejer sig om ydelse per ko, og en stor del af hemmeligheden ligger i den måde, danske landmænd blander foderet på, siger han.

For køer er rigtigt gode til at sortere i det foder, de får serveret. Lynhurtigt finder de frem til de elementer, de bedst kan lide, men som måske ikke lige er det, der fremmer deres ydeevne. Det kan give både sygdomme og nedsat mælkeproduktion.

Derfor rådgiver Sagro om blandinger, der sikrer, at køerne får det rigtige foderindhold ved at blande foderet effektivt og med de rigtige ingredienser, og som fuldfoder køerne ikke kan sortere i.

Øger mælkeproduktionen

De hollandske rådgivere besøgte i denne uge de to gårde i Vildbjerg. Hos Jørgen Pedersen, der driver et økologisk landbrug med 360 køer, hørte de om ydelser på 12-13.000 kilo per årsko, hvilket er omkring 2000 kilo mere end gennemsnittet for økologiske danske køer og omkring 4000 mere end hollandske.

- Hollænderne er udfordret på mælkeydelsen. Med vores specialviden om fuldfoder kan vi helt sikkert hjælpe dem med at forbedre produktionen, siger Rasmus Krarup.

Sammen med sin kollega Katrine Bjørn har han gennem vinteren undervist landmænd i Holland om fuldfoder, og gæsterne har allerede her øget mælkeproduktionen væsentligt. Dog uden at hollænderne nærmer sig det danske niveau.

Ordet er dit



Mere Erhverv