Tip os log ind
Herning-slagteriet må nu atter eksportere svinekød til Kina.
Foto: Ritzau Scanpix

Herning-slagteri må atter eksportere til Kina

Efter to måneders forbud må Danish Crown i Herning atter sende varer til Kina
09. februar 2019, 06.04

Herning To måneders kinesisk kød-tørke er slut. Så længe har der været lukket for eksporten fra Danish Crown-slagteriet i Herning til Kina.

Eksporten af varer fra tre af Danish Crowns slagterier har siden november været lukket. Ifølge pressechef i Danish Crown, Jens Hansen, var det »administrative genvordigheder«, der var skyld i eksportstoppet, og udover Herning har det ramt slagterierne i Sæby og Rønne. Men nu er der atter varer på vej fra Herning til Kina, lyder det fra Danish Crown i forbindelse med offentliggørelsen af næste uges svinenotering. Det skriver Landbrugsavisen.dk.

- Det er dejligt at være tilbage i det, jeg vil kalde almindelig drift. Det har taget kræfter i organisationen at få de nødvendige aftaler på plads, men det ligger heldigvis bag os nu. På den korte bane betyder det ikke så meget for vores salg, da stort set alle i Kina holder ferie i forbindelse med det kinesiske nytår, men i det store billede er det meget positivt, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør hos Danish Crown, til Landbrugsavisen.

Kina er Danish Crowns største marked uden for Europa.

Ordet er dit



Mere Erhverv