Tip os log ind
Frederik Andersen redder her pucken fra Bruins' David Pastrnak. Det var dog ikke nok for Andersen, der røg ud af slutspillet i NHL.
Foto: Greg M. Cooper/ritzau Scanpix

Herning-målmand slået ud af slutspillet i NHL

Frederik Andersen tabte med sit hold, Toronto Maple Leafs, i den syvende og afgørende kamp i slutspillet
24. april 2019, 07.48

ISHOCKEY Herningensiske Frederik Andersen er ude af slutspillet i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Det står klart, efter at den danske målmands hold, Toronto Maple Leafs, på udebane tabte 1-5 til Boston Bruins i den syvende og afgørende kamp i første runde af slutspillet.

29-årige Frederik Andersen stod hele kampen for Maple Leafs, der hurtigt fik det svært.

Efter første periode var holdet allerede bagud 0-2 på mål af svenske Joakim Nordström og Marcus Johansson.

Hjemmeholdets John Tavares gav tilskuerne på Air Canada Centre et lille håb med sin scoring til 1-2 i anden periode.

Men i tredje periode gik det helt galt for Andersens hold, da først Sean Kuraly og siden Charlie Coyle og Patrice Bergeron scorede til slutresultatet 5-1.

Boston Bruins skal nu møde Columbus Blue Jackets med den danske højrewing Oliver Bjorkstrand på holdet i næste runde af slutspillet.

/ritzau/

Ordet er dit



Mere Sport