Tip os log ind
Trine Troelsen scorede fem mål, da Herning-Ikast lørdag vandt 26-23 på udebane mod Ajax København.
Foto: Flemming Hansen (arkiv)

Herning-Ikast overvandt rødt kort i hovedstaden

De midtjyske håndboldkvinder kom tilbage på sejrssporet med to point på udebane mod Ajax - trods et rødt kort i første halvleg
22. september 2018, 15.38

Håndbold Herning-Ikast Håndbold har haft det godt mod københavnske modstandere i denne sæson. Tredje møde med hold fra hovedstaden gav i dag tredje sejr fordelt på en pokalsejr ude mod Ajax, en hjemmesejr mod de danske mestre fra København Håndbold i HTH Ligaen og i dag en ligasejr på Vesterbro mod Ajax København.

Sejrscifrene endte på 26-23 efter 14-13 ved pausen i midtjysk favør.

Tonje Løseth fik direkte rødt kort allerede i første halvleg, men Herning-Ikast kæmpede videre uden den norske bagspiller og var i front gennem det meste af opgøret.

Bundholdet fra Ajax København fulgte dog fint med gennem de første 35 minutter, inden HIH tog et ryk og kom på 21-16.

Det burde måske have været afgørelsen, men københavnerne sloges for sagen og var lige ved at få kontakt ved 21-22 med fem et halvt minut tilbage på uret i den gamle Bavnehøj Arena, der ligger klods op og ned af Vestre Fængsel i København.

Herning-Ikast strammede dog grebet, da alvoren bankede på døren og rykkede til 24-21 og vandt altså 26-23 uden at være truet i de sidste to minutter af opgøret.

Topscorer blev stregspiller Sarah Iversen med seks mål på seks forsøg og højrebacken Louise Burgaard med seks pletskud fra bagkæden. Men det er måske endnu mere bemærkelsesværdigt, at Trine Troelsen, der er på vej tilbage efter en fødsel for bare tre måneder siden, bød ind med fem scoringer.

Cecilie Woller, der er født og opvokset i Snejbjerg, blev topscorer for Ajax med fem mål.

Sejren betyder, at Herning-Ikast avancerer til femtepladsen i HTH Ligaen. Samtidig var det en oprejsning fra mandagens pokalskuffelse, da Final4-billetten glippede efter nederlag til Nykøbing Falster.

HTH Ligaen:

Ajax København - Herning-Ikast Håndbold 23-26 (13-14)

Stillingen undervejs: 2-2, 4-4, 4-6, 5-7, 7-7, 11-9, 11-12, (13-14), 15-15, 16-17, 16-21, 20-21, 21-22, 21-24, 22-24, 23-26

Målscorere Ajax: Cecilie Woller 5, Stine Eiberg Jørgensen 3, Stine Nørklit Lønborg 3, Anna Grundtvig 3, Nikoline Brøns 3, Anne Tolstrup Petersen 2, Eva Davidsdottir 2, Simone Monsrud Pedersen 2

Målscorere Herning-Ikast: Sarah Iversen 6, Louise Burgaard 6, Trine Troelsen 5 (2), Emma Friis 4, Stine Skogrand 2, Helene Fauske 2, Anne Mette Pedersen 1

Diskvalifikation: Tonje Løseth, Herning-Ikast - direkte rødt (19. min.)

Udvisninger: Ajax København 3, Herning-Ikast 3

Tilskuere: 217 i Bavnehøj Arena

Ordet er dit



Mere Sport