Tip os log ind
Torben Klausen er direktør i Årstiderne Arkitekter, der blandt andet har afdelinger i Silkeborg og Herning og er en del af Sweco-koncernen.
Foto: Tom Laursen

Herning-direktør kritiserer stadionprojekt

Årstiderne Arkitekter blev fravalgt til at tegne stadion i Helsingør, og nu er budgettet sprængt
20. juli 2018, 15.30

Byggeri Herningenseren Torben Klausen, der er direktør i Årstiderne Arkitekter, rejser i Helsingør Dagblad en problematik om seriøsitet og realisme i byggebranchen.

Anledningen er opførelsen af et nyt fodboldstadion i Helsingør, som har vist sig at overskride budgettet voldsomt. Rådgivningsfirmaet Nova5 vandt opgaven med en pris på 57 millioner kroner, men projektets pris ender over 80 millioner kroner.

Årstiderne Arkitekter bød også på at tegne Helsingørs nye stadion og har stor erfaring i stadionbyggeri, da arkitektfirmaet har tegnet de nye stadioner i både Herning, Vejle og Silkeborg.

Opgaven i Helsingør vandt man ikke, og Torben Klausen kritiserer nu, at kommunen valgte et bud, man ifølge direktøren burde have forudset var urealistisk.

- Projektet har været urealistisk fra dag 1. Det kan man jo se, når der er så stor forskel på budget og de indkomne bud. Man har ikke været grundig nok i sin vurdering af vinderforslaget. Det er en generel ting, vi ser, at man udåber et vinderforslag, som ikke kan bygges for pengene. Derfor er man i den her klassiske situation, hvor man har et vinderforslag, der vinder på øjet, men ikke kan stå distancen på økonomien, siger Torben Klausen til Helsingør Dagblad.

Et generelt problem

Han løfter den konkrete sag til at være et billede på en generel problematik i branchen.

- Helsingør Kommune er langt fra enestående. Og det er noget, som vi rådgivere går og jamrer over. Vi ser gang på gang, at det der vinder konkurrencerne, ikke kan laves. Hvad ville du så selv gøre. Bruge 500.000-700.000 kroner på at lave et økonomisk realistisk projekt, som ikke vinder eller lave et mindre realistisk projekt? I det hele taget er det en af udfordringerne ved arkitektkonkurrencer, at de rådgivere, der investerer betydelige beløb i at udarbejde materiale, ikke kan være trygge ved, at der lægges ensartede og objektive kriterier til grund for udvælgelse af vinderforslag. Det afholder mange kompetente rådgivere fra overhovedet at deltage i konkurrencerne, siger Torben Klausen til avisen.

I Helsingør Byråd påtager Jens Bertram, der er formand for idræts- og fritidsudvalget, sig gerne en del af ansvaret. Han forsvarer sig ifølge Helsingør Dagblad dog med, at der undervejs i forløbet ikke er nogen af kommunens rådgivere, som har advaret mod at vælge Nova5 til den givne pris.

Ordet er dit



Mere Erhverv