Tip os log ind
Der var fart over feltet, da gymnastikudvalget afrundede sæsonen med en opvisning i Landsbycenter Vind.
Foto: Privatfoto

Gymnastikopvisning med folkedans og lagkage

12. marts 2019, 11.48

Vind Gymnastiksæsonen blev rundet af på fineste vis, da både børn og voksne indtog gulvet ved den årlige opvisning i Landsbycenter Vind forleden, hvor gymnastikudvalget i Vind IF havde åbnet dørene for alle interesserede. Efter indmarch og fælles opvarmning, startede voksen-barnholdet med at vise nogle af de lege og aktiviteter, de har hygget sig med i vinterens løb. Derefter kom tarzanholdet på gulvet i flyvende fart. De viste dans, sjipning, akrobatik, håndstand og masser af flotte spring, inden de takkede af.

En rigtig fin cirkusforestilling gik publikum heller ikke glip af. Det var næsten ikke til at kende spilopperne, da de marcherede ind på gulvet i de flotteste farver klar til et nummer.

Dameholdet viste igen et program med alsidig grundgymnastik i højt tempo, så gulvet var varmet godt op til karleholdet, som imponerede publikum med avancerede serier, håndstand og fart over feltet.

Vinding-Vind Folkedansere rundede det hele af med at vise nogle af deres bedste danse, hvorefter de bød publikum op til en frisk Totur fra Vejle.

De havde deres egne musikere med, som også leverede musikken til ind- og udmarch. En populær tradition, som hører gymnastikopvisningen i Vind til, er den afsluttende frokost og lagkage, som cirka 175 børn og voksne satte tænderne i. Gymnastikudvalgets formand, Jani Hay, var meget tilfreds med både opvisningen og hele sæsonens forløb.

Ordet er dit



Mere Sørvad