Tip os log ind
Brug og smid væk-kulturen er på tilbagetog, mener psykolog med speciale i forbrugskultur.
Foto: Privatfoto

Gode til it-genbrug

03. februar 2019, 12.58

Ikast-Brande Ifølge it-virksomheden Refurb er borgerne i Ikast-Brande Kommune glade for at købe genbrugte computere, tablets og smartphones.

Kommunen ligger på andenpladsen på virksomhedens liste over de mest grønne kommuner, når det kommer til genbrug af it-udstyr.

Listen bygger på antal ordrer på genbrugt it-udstyr hos Refurb fordelt på kommuneniveau sammenlignet med landsgennemsnittet. Her scorer Ikast-Brande Kommune 2,79, hvilket betyder, at borgerne har købt 2,79 gange mere end landsgennemsnittet.

Generelt mærker virksomheden en interesse for at købe brugt it-udstyr.

- 30 procent flere end sidste år har været inde på vores webshop og købt grønt it-udstyr. Det fortæller os, at de private forbrugere både har taget genbrugstanken til sig, og at de har opdaget, at genbrugt it på mange måder er et bedre alternativ til nyt it, siger Peter Hove, der er medstifter af Refurb, i en pressemeddelelse.

Optaget af bæredygtighed

Simon Elsborg Nygaard, psykolog og videnskabelig assistent fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet med speciale i forbrugskultur, bekræfter, at der er kommet en øget optagethed af klima og bæredygtighed, som også spiller ind på vores forbrugsvaner.

- Det her med bare at shoppe løs er der store dele af befolkningen, som er blevet forbeholdne overfor, siger Simon Elsborg Nygaard.

- I og med at flere mennesker - særligt store grupper af unge - begynder at blive optaget af, at bæredygtighed er vigtigt, bliver det sværere at købe ind i en brug-og-smid væk kultur. Derfor kan nogen nemmere se sig selv købe for eksempel en brugt computer, hvor de kan sige: Jeg har købt et produkt, hvor jeg både har sparet penge og købt noget, som er i overensstemmelse med, at jeg er en af dem, som ønsker at gøre noget ved klimaforandringerne.

Rebild Kommune topper listen.

Ordet er dit



Mere Ikast-Brande