Tip os log ind
Skolegård i Gludsted.
Foto: Martin Ravn

Gludsted med i opløbet

28. januar 2019, 12.12

Gludsted Sidste sommer var Gludsted blandt de tre finalister i den landsdækkende konkurrence om at blive »Årets landsby«, og nu er byen, der de seneste to år har haft den største relative befolkningstilvækst i Ikast-Brande Kommune, igen med i opløbet om en landsbypris.

Denne gang er det Region Midtjylland, som for 11. gang skal udpege modtageren af Landsbyprisen 2019, og Ikast-Brande Kommunes kandidat til titlen er altså Gludsted.

Region Midtjyllands landsbypris skal være med til at sætte fokus på det gode og bæredygtige liv i regionens lokalsamfund. Det er LAG Ikast-Brande, der har stået for indstillingen. Karakteristikken af Gludsted lyder som følger:

- Gludsted Friskole og Børnehus er sammen med købmand og landsbyforening et omdrejningspunkt for udvikling. Friskolen har overtaget den kommunale børnehave. Landsbyforeningen har siden 2011 holdt »The International Art Workshop«, og foreningen har erhvervet og står for Gludsted Sognegård. Flere foreninger samarbejder om aktivitet ved Kulturnatten.

Hvem der får Landsbyprisen 2019, beslutter regionsrådet til marts.

Sidste år løb Sall i Favrskov Kommune med titlen og de medfølgende 150.000 kroner til faciliteter og aktiviteter i byen. I år er seks landsbyer og to landsbyfællesskaber indstillet til prisen. Prisen, som er blevet uddelt siden 2009, er i øvrigt aldrig gået til en by i Ikast-Brande Kommune.

Ordet er dit



Mere Ikast-Brande