Tip os log ind
Der var masser af udrykningskøretøjer på Østre Kirkevej i aftes, da en brand blev anmeldt. Det viste sig dog, at der heldigvis ikke var tale om en brand.
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Genskær fra brændeovn førte til stort opbud af brandfolk, politi og ambulancefolk i midtbyen

En anmelder handlede i god tro og anmeldte i aftes en brand på Østre Kirkevej, som udløste den helt store redningsaktion
15. november 2018, 09.00

HERNING Den store styrke blev i aftes ved 21-tiden sendt til Østre Kirkevej midt i Herning, da en anmelder mente, at vedkommende fra sin lejlighed kunne se en brand i en villa på gaden.

- Der var både en ambulance, en lægebil, to patruljevogne fra politiet og fire brandbiler, så vi kørte frem med det hele, fortæller indsatslederen hos Brand & Redning MidtVest, Peter Kristensen.

- Vi tager ingen chancer i den slags situationer, og det er det, man som borger får, når man har brug for hjælp - det er helt suverænt. Der er ingen grænser for hjælpen, når der er mennneskeliv på spil.

Da politiet og de mange brandfolk kom frem, kunne de dog ikke se nogen brand. De ledte og ledte og var også i telefonisk kontakt med anmelderen, men lige lidt hjalp det.

- Man blev jo lidt desperate rundt omkring, siger Peter Kristensen.

Til sidst fik man anmelderen ned til stedet, og sammen med politiet blev det konkluderet, at der ikke var tale om en brand.

- Det var noget genskær i et vindue fra en brændeovn, siger Peter Kristensen.

Han er glad for, at hele aktionen virkede, og han understreger også vigtigheden i, at man som borger ringer til alarmcentralen, når man ser en brand.

- Selvfølgelig skal man ringe, når man ser en brand. Hellere én gang for meget end én gang for lidt. Og så har jeg en lille bøn - jeg vil helt klart opfordre til, at man - når man har ringet til os - løber tættere på stedet. Måske kan man banke på og råbe nogen op inde i huset. Er man ældre og ikke selv i stand til at komme hen til stedet, kan man banke på hos sin nabo og få vedkommende til at hjælpe, siger indsatslederen og tilføjer:

- Det kan være så afgørende, at man handler hurtigt i den slags situationer.

Ordet er dit



Mere 112