Tip os log ind

Gå efter manden - bolden findes ikke

15. oktober 2018, 12.43

Torsdagstanker Et af de mest besynderlige debatindlæg, siden Alternativet forsøgte at komme i byrådet i 2017, blev leveret af Immanuel Fuglsang i fredags. Fuglsang opponerer mod »Torsdagstanker«, men undlader at nævne forfatteren til dem, fordi han vil gå efter bolden og ikke efter manden - som i dette tilfælde er kvinden Gitte Hornshøj.

Gitte Hornshøjs klumme har givet anledning til tankevirksomhed hos Immanuel Fuglsang. Det er ærgerligt, at denne tankevirksomhed ikke også har udstrakt sig til at omfatte Fuglsangs eget indlæg, for så ville han forhåbentlig være nået frem til den konklusion, at talemåden om bolden og manden ligesom visse andre danske talemåder er noget skinbarligt vrøvl.

Hvis vi ser bort fra de tilfælde, hvor nogen i afmagt over manglende argumenter kan finde på at omtale en debatmodstander som grim, fed, gammel, rødhåret eller platfodet, så er bolden simpelt hen lig med manden.

Når der for eksempel i avisens kolofon står, at visse indlæg kan have overskriften »Avisen mener«, så er det med garanti ikke rotationspressen, som har forfattet et indlæg. Det er enten Vibeke Larsen, Flemming Larsen, Alex Nielsen eller andre i ledelsen, der har været på færde.

Synspunkter, der fremsættes i et debatindlæg, opstår selvfølgelig i hovedet på et menneske, og er man uenig og modsiger disse udsagn, er det naturligvis dette menneskes indstilling og synspunkter, man kritiserer. Det er noget glasklart sludder, at man kan imødegå en mening uden at ramme den mand/kvinde, der har fremført en mening.

Det er nu engang vilkårene for en offentlig debat, at man siger/skriver, hvad man mener, og at man så derefter må acceptere at kunne blive modsagt.

Og det har altså absolut intet at gøre med at gå efter mænd/kvinder i stedet for bolde.

Ordet er dit



Mere Debat