Tip os log ind
  • 1/: AKM er i øjeblikket i gang med en investering til samlet 340 millioner kroner. Med det nye fabriksanlæg vil man fremover fordoble produktionskapaciteten. Hvor der før kunne produceres 20 tons kartoffelmel i timen, vil man fremover kunne producere cirka 40 tons i timen.
    Foto: Pr-foto
  • 1/: I øjeblikket har Intego 30 medarbejdere tilknyttet udvidelsen hos AKM, hvor fem mand er beskæftiget på selve bygningsdelen, mens resten er i gang med maskininstallationer.
    Foto: PR-foto

Fuld fart på fabriksudvidelse inden kartoffel-sæsonen

Firmaet Intego har i øjeblikket 30 medarbejdere i gang med el-entreprisen ved den omfattende fabriksudvidelse hos AKM i Brande
11. juli 2018, 16.00

Udvidelse Hos Andels-Kartoffelmelsfabrikken Midtjylland, AKM, har man store vækstambitioner, og aktuelt er man i fuld gang med at optimere og udvide virksomhedens fabrik i Brande, så målsætningerne kan indfries.

Tilbage i 2011 producerede AKM i Brande cirka 40.000 tons kartoffelmel. Sidste år var det tal steget til 70.000, og næste år forventer man en produktion på hele 80.000 tons, og det kan fabrikkens eksisterende produktion ikke levere.

- Siden EU-kvoterne for kartoffelmelsproduktion blev ophævet tilbage i 2011, er vi vækstet hvert år, og vores eksisterende produktion kan simpelthen ikke længere følge med. Førhen konkurrerede vi desuden meget med avlere i Holland og Tyskland, men fordi deres kartofler er yderst velegnede til pommes frites, som har opnået voldsom popularitet især i Asien, er der opstået et hul i markedet. Og det hul vil vi gerne være med til at fylde ud, fortæller AKM's direktør, Jørgen Bæk i en pressemeddelelse.

AKM igangsatte sidste forår en større udvidelse af fabrikkens procesanlæg, hvor man blandt andet byggede en ny indlevering. I år er turen kommet til en udvidelse af selve produktionen, og netop nu arbejdes der på højtryk for at få fabrikken klar til den nye sæson medio august. Derfor har man valgt at alliere sig med den tekniske servicepartner Intego i forbindelse med den store el-entreprise.

- Det er afgørende for os, at fabrikken står klar midt i august, hvor der er kartofler, ellers bliver det rigtig dyrt for os. Jo længere kartoflerne ligger, jo mere stivelse taber de, og derfor skal vi i gang med det samme for at sikre kvaliteten. Netop derfor er det afgørende med samarbejdspartnere, som er fleksible og ikke mindst til at stole på, siger Jørgen Bæk.

Intego har gennem de seneste mange år været engageret i AKM som servicepartner og var sidste år også med til at opføre den nye indlevering. Netop nu har virksomheden hele 30 medarbejdere tilknyttet produktionsudvidelsen, hvor man arbejder med alt fra kabeltrækning og tavlemontage til maskininstallationer.

Den igangværende produktionsudvidelse tæller en ny stivelsesfabrik, en ny inddamper, en ny bunker samt et helt ny maskinindlæg i de eksisterende bygninger, og Intego har ansvaret for alle bygningsinstallationerne.

Ordet er dit



Mere Erhverv