Tip os log ind
Det kan være svært at tale om død og sorg; tabuer og berøringsangst spænder ben for mange efterladte. Sorglinjen skal som nyt landsdækkende tilbud mindske ensomheden blandt efterladte.
Foto: Pr-foto

Frivillige, der selv har mistet, vil hjælpe andre efterladte gennem Sorglinjen

08. januar 2019, 12.05

DANMARK Med virkning fra denne uge har efterladte i alle aldersgrupper fået Sorglinjen som et nyt, landsdækkende tilbud.

Sorglinjen indgår i et partnerskab på sorgområdet mellem Det Nationale Sorgcenter og TrygFonden og er bemandet af omkring 100 frivillige, der alle selv har oplevet at miste en nærtstående.

- Døden er meget tabuiseret. Vi har etableret Sorglinjen for at mindske den ensomhed, som mange efterladte oplever, fordi de ikke kan dele deres sorg med nogen - enten fordi de slet ikke har noget netværk, eller fordi der i netværket er en berøringsangst, siger direktøren i Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt.

Et levende bevis

- Men Sorglinjen handler også om at give et håb til efterladte. De frivillige på Sorglinjen er et levende bevis på, at det er muligt at få det godt igen, selv om måske det værst tænkelige er sket, tilføjer han med henvisning til, at de frivillige på Sorglinjen ikke er professionelle, men har overskud til at dele deres egen erfaringer med at miste og har lyst til at hjælpe andre mennesker i svære livssituationer.

Hvert år dør flere end 50.000 mennesker i Danmark - heraf omkring 700 alene i Herning Kommune - og efterlader rundt regnet fire gange så mange pårørende i sorg.

Sorglinjen kan kontaktes alle ugens dage klokken 17-21 på telefon 70 209 903 eller via chat, sms og brevkasse på www.sorglinjen.dk.

Ordet er dit



Mere Herning