Tip os log ind
Erling Askjær Jørgensen.

Fjernvarmeforbrugerne er igen blevet bestjålet

04. maj 2019, 08.00

FJERNVARME Fjernvarmeforbrugerne i Herning er »Igen blevet snydt«, skrev Knud Egon Poulsen i Folkebladet 1/5 2019. På denne såkaldte kampdag 1. maj, lytter jeg som sædvanligt til, hvad der bliver sagt på de mange talerstole rundt i landet, det er så nemt, jeg kan klare det hele via TV2News og jeg må konstatere, at det er gentagelser, år efter år.

- Der er stadig meget at kæmpe for, siges det igen og igen. Derfor må jeg også fortsat kæmpe for at få standset tyverierne fra os fjernvarmeforbrugere i Herning. Det seneste er, at Eniig uretmæssigt har hævet 372 millioner kroner af fjernvarmeforbrugernes penge. Det var penge, som 100 procent var indbetalt af fjernvarmeforbrugerne, som ikke er brugt til at levere varme til os forbrugere. Nu må vi selvsagt holde op med at købe vort elforbrug af Eniig. Alle bør hurtigst muligt skifte el-leverandør, hvis de hidtil har købt deres el ved Eniig.

Hvem godkendte oprindeligt tyveriet af vort fjernvarmeselskab? Jo det foregik omkring årene 2002-2003. Og hvem var indenrigsminister dengang. Det var såmænd Lars Løkke Rasmussen. Og hvad skal en indenrigsminister foretage sig? Jo det er indenrigsministeren, der overvåger, at det hele går rigtig til i landets kommuner. Men vi havde Lars Løkke Rasmussen som indenrigsminister i Anders Fogh Rasmussen regering og her skulle man redde Herning Kommune ud af det økonomiske hængedynd, som Helge Sander havde efterladt Herning Kommune i, da han fik det vellønnede ministerjob. Anders Fogh Rasmussen-regeringen stjal ikke Hernings forsyningsværker, men det statsejede Dong var hæleren, der købte tyvekosterne. Modbevis det, hvis det ikke forholdt sig således. Den nuværende finansminister i Danmark hedder Kristian Jensen. Han er og var også dengang valgt til at varetage vore interesser her på egnen. Hvor har Kristian Jensen været henne i hele sagen om fjernvarmetyveriet?

Dem, der først og fremmest stod bag tyveriet i 2002, var det daværende Byråd, hvor også Finn Stengel Pedersen og Johs. Poulsen var medlemmer. Disse var således med til at gennemføre tyveriet. Og dem, som ikke kan huske det, kan blot google, hvem der i øvrigt var medlemmer af Hernings byråd, da vore forsyningsværker blev tyvstjålet af byrådet.

Hvis min nabo har en oliekamin, som han har købt og betalt, er det hans oliekamin, og hvis jeg så tager den, så er det tyveri. Når der i Herning er et fjernvarmeselskab, som 100 procent er betalt af forbrugerne, er det forbrugernes ejendom. Når nogen så stjæler det og videre sælger det, er det tyveri. Hvorfor mon Politiet ikke greb ind overfor dette mægtige tyveri, hvor tyvekosterne blev handlet til 1,1 milliard kroner?

Nu kan man så lægge 372 millioner oveni beløbet på 1,1 milliard. Og vi er tæt på 1,5 milliard som vi fjernvarmeforbrugere er bestjålet for. Og det føles ganske mærkeligt, at vi fjernvarmeforbrugere i Herning nu skal administreres af dette mærkelige lovbryderselskab i Randers. Hvornår stopper Lars Krarup sagen og tilbagekøber vort fjernvarmeselskab til de rette ejere, forbrugerne i Herning?

Ordet er dit



Mere Debat