Tip os
De kommende finalister (set fra venstre): André Andersen, Jonas Terpager, Rasmus Morel og Thomas Booth.
Foto: Pr-foto

Fire midtjyske opfindere er finaleklar i Science Cup

Fire iderige studerende fra Herningsholm Erhvervsskole har opfundet en tidsbesparende app
16. april 2018, 16.18

Opfinder Et hold fra Herningsholm Erhvervsgymnasium har sikret sig en finaleplads i Ingeniørforeningens opfinderkonkurrence

Med udvikling af en smartere fraværsregistrering i landets klasselokaler har et hold fra 2.v på Herningsholm Erhvervsgymnasium sikret sig en plads i finalen i IDA opfinderkonkurrence Science Cup, der holdes 14. maj i København.

Ved hjælp af en app, hvorfra eleverne selv registrerer sig, vil der kunne spares meget tid på registrering af fravær i klasserne. Det mener fire drenge fra Herningsholm Erhvervsgymnasium, som har udviklet Auto Attendance, der er en hurtigere, nemmere og mere effektiv måde, at lave fraværsregistrering på.

Semifinale hos Grundfos

André Andersen, Jonas Terpager, Rasmus Morel og Thomas Booth har ifølge dommerne ved den regionale finale hos Grundfos taget fat i en meget aktuel problemstilling, og har med deres projekt ramt et potentielt stort marked - ikke bare i Danmark, men også internationalt.

Nu kan de glade vindere fra Herningsholm Erhvervsgymnasium se frem til at dyste mod ni andre hold fra resten af landet ved finalen i Science Cup.

Løs et hverdagsproblem

Science Cup er Ingeniørforeningens opfinderkonkurrence i biologi, kemi, fysik, teknologi og naturgeografi for gymnasieelever i 2. g i stx og htx, hvor eleverne skal præsentere deres naturvidenskabelige og innovative opgaver om et produkt, der kan løse et hverdagsproblem.

I år kæmper 386 gymnasieelever om en plads i Science Cup finalen. IDA har modtaget over 100 rapporter fra 15 forskellige gymnasier. De opgaver, der er godkendt, er inviteret til en regional finale på en virksomhed i deres lokalområde. Her skal de konkurrere mod deltagere fra andre gymnasier. Vinderne af de 10 regionale finaler går direkte videre til den landsdækkende finale 14. maj i Ingeniørforeningen.

Ordet er dit



Mere Erhverv