Tip os log ind
Dina Raabjerg.

Fire gode grunde til at være EU-tilhænger

03. maj 2019, 13.30

EU 29. april nævner Rina Ronja Kari i Herning Folkeblad fire gode grunde til at være EU-modstander. Selv er jeg bestemt ikke halleluja-tilhænger af EU, men jeg er overbevist om, at medlemskab af EU er det bedste for Danmark. Derfor vil jeg nuancere debatten ved at nævne fire gode grunde til at være medlem af EU.

1. Velfærd. En undersøgelse fra Erhvervsstyrelsen sidste år viste, at en gennemsnits familie i egen bolig har 65.000 kr. mere i indtægt hver eneste år bl.a. pga. det indre marked. Og Danmarks BNP er 100 mia. kr. højere. 100 mia. kr. er cirka det samme, som vi bruger om året på skole, dagtilbud og hjemmepleje i alt.

Så jeg siger, »EU er afgørende for velfærden i Danmark og det skal vi ikke gamble med«.

2. Klima og miljø. EU's miljøpolitik stiller skrappe krav til, hvor ren luften og det rindende vand skal være i landene. Og klimapolitikken er uanset kritik en af verdens mest ambitiøse. Hvis vi skal komme igennem klimakrisen, så kræver det en fælles forpligtende indsats, og det kan kun ske gennem EU.

Så jeg siger, »EU er nøglen til en grønnere og mere sund verden i balance«.

3. Demokrati og fred. Landene i EU skal overholde mindstekrav til frie og fair valg, beskyttelse af mindetal og ytringsfrihed. Intet kan besluttes i EU uden et (kvalificeret) flertal. Det tætte demokratiske samarbejde har sikret fred i Europa i 70 år.

Så jeg siger, »EU er fundamentet for fred i Europa«.

4. Forbrugernes rettigheder. GDPR skal sikre forbrugernes ret til egne data. EU har f.eks. sikret billigere telefoni og beskyttelse om diskriminering på hjemmesider samt adgang til at streame indhold på sine abonnementer. Det er bare et udpluk af de forbedringer, som EU har sikret forbrugerne.

Så jeg siger, »EU har gjort det sikrere og billigere at være forbruger i EU«.

Da jeg kun skulle nævne fire, blev der ikke plads til at nævne de fælles indsatser mod plastic i havene, terrorpakker, forskning, regler for lige konkurrence osv.

Jeg vil et stærkt EU, der arbejder sammen om de ting, vi ikke er i stand til at løfte alene. Et EU, der samarbejder og respekterer de enkelte landes behov for at være suveræne. Og der er ikke et bedre sted at arbejde for det end i EU's største gruppe EPP, hvor Det Konservative Folkeparti sidder som eneste danske parti.

Ordet er dit



Mere Debat