Tip os log ind
Andreas Murbeck scorede allerede efter tre minutter af finalen om det nordiske mesterskab.
Foto: Flemming Hansen (arkiv)

FCM

FCM's talenter er bedst i Skandinavien

De danske U19-mestre vandt det uofficielle nordiske mesterskab
28. november 2016, 11.18

Fodbold FC Midtjyllands stærke U19-hold sikrede sig i weekenden endnu en pokal til den bugnende trofæsamling. De regerende danske U19-mestre vandt nemlig den første udgave af de uofficielle nordiske mesterskaber.

FCM sikrede sig fredag finalepladsen med en 3-0-sejr over svenske Malmö FF på tre mål af angriberen Jákup Thomsen, der er på det færøske U21-landshold. Søndag blev arbejdet gjort færdigt mod de norske U19-mestre fra Rosenborg, der ligesom FCM er videre i UEFA Youth League.

Den svenske midterforsvarer Andreas Murbeck bragte FCM tidligt i front på en løs returbold efter et langt indkast, og kort efter pausen øgede Anders Hagelskjær til 2-0 på et langskud.

- Det var en god finale. Vi arbejdede hårdt, særligt i slutningen, da Rosenborg pressede på. Men vi spillede en super kamp. Vores struktur var tydelig, og vi leverede en god indsats på banen. Turneringen igennem har vi holdt nullet, så jeg er meget glad, siger Anders Hagelskjær til tipselit.se, der var medarrangør af turneringen.

Træner Kenneth Andersen tøver ikke med at kalde det nystiftede nordiske mesterskab en succes.

- Det var en super turnering at være en del af, og særligt finalen var god. Det var uden tvivl den bedste kamp, vi har spillet i denne turnering. Rosenborg er lige som os selv videre i Youth League, så finalekampen bar præg af et højere niveau, siger Kenneth Andersen til FCM's hjemmeside.

FCM vandt alle sine fire kampe under turneringen. I første kamp blev det 1-0 over Brommapojkarna fra Sverige på et mål af Victor Torp. Derpå blev det 2-0 over Vålerenga. Scoringerne kom fra Mads Olsen og et norsk selvmål.

Tredjepladsen gik til norske Vålerenga, svenske Elfborg blev nummer fire, Malmö blev nummer fem og OB nummer seks. Otte hold deltog i turneringen.

Alle kampene blev spillet i Prioritet Serneke Arena i Göteborg.

Ordet er dit