Tip os log ind
Erik Sviatchenko (28) slår ud med armene efter sin udvisning mod SønderjyskE.
Foto: Claus Fisker/ritzau Scanpix

FCM's røde skurk: En hård udvisning

Erik Sviatchenko føler ikke, at han fortjente sit røde kort i Haderslev
23. september 2018, 15.05

FODBOLD FCM-stopperen Erik Sviatchenko måtte gå tidligt i bad under søndagens Superliga-kamp mellem SønderjyskE og FC Midtjylland.

Efter 26 minutter kastede gæsternes centerforsvarer sig voldsomt ind i en tackling, der havde til hensigt at stoppe et sønderjysk kontraangreb. Det gik ud over hjemmeholdets Marcel Rømer, som blev sendt i græsset af Sviatchenko, der med strakt ben satsede i duellen. Det takserede dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt til direkte rødt.

Efterfølgende følte Erik Sviatchenko at dommen ikke var retfærdig.

- Jeg rammer ham (Marcel Rømer, red,), men det er det første frispark, jeg laver i kampen, og det er midt på deres banehalvdel. Men han er jo rimeligt hurtigt oppe igen, og går derfra uden problemer. Så jeg synes, det er lidt hårdt dømt at få en udvisning på sådan en udfordring, siger FCM-profilen.

Erik Sviatchenko forklarer, at Jørgen Daugbjerg Burchardt vurderede, at aktionen fra den tidligere Celtic-spiller var med til at skabe fare for modstanderen.

- Dommeren siger, at jeg kommer for voldsomt ind i duellen, men jeg må sige, at jeg har set situationer, der er meget mere voldsomme end den der. Det er jo ikke fordi, jeg brækker benet på ham (Rømer, red.).

- Jeg rammer ham, selvfølgelig gør jeg det, for jeg stopper ham i hans fremadrettede løb, men i næste moment er han jo ude i en 50 meter sprint. Så han spillede måske også lidt på den, vurderer Erik Sviatchenko.

I omklædningsrummet valgte centerforsvareren at undskylde sin udvisning over for holdkammeraterne.

- Jeg har ikke selv set hændelsen på tv, men jeg sagde til holdet, at jeg er ked af det og skuffet. Heldigvis krigede de 10 resterende spillere et point med hjem. Men jeg synes, vi fortjente at vinde i kraft af vores mange store chancer, mener Erik Sviatchenko, FCM's røde skurk i Sønderjylland.

Ordet er dit



Mere Sport