Gennem 17 år tacklede og kæmpede Kristian Bach Bak sig til en succesfuld fodboldkarriere hos Ikast FS, FC Midtjylland og Heerenveen i Holland.
Som anfører gik han altid forrest. Og ofte med hovedet først. Fightergenet indbragte ham et dansk mesterskab, en hollandsk pokaltitel, udtagelser til det danske landshold og adskillige millioner kroner på bankkontoen.
Men succesen kom med en pris.
35-årige Kristian Bak, der nu arbejder som assistenttræner i FCM, døjer ofte med hovedpine og koncentrationsbesvær. Årsagen er formentlig to hjernerystelser og utallige hovedskader fra Baks over 400 kampe på topplan.