Tip os log ind
Målvogter Oliver Ottesen har forlænget sin aftale hos FCM.
Foto: Fc Midtjylland

FCM forlænger med målmand

Tredjemålmand Oliver Ottesen har nu kontrakt til sommeren 2021
20. januar 2019, 15.48

fodbold FC Midtjylland og 20-årige Oliver Ottesen forlænger samarbejdet. Målmanden, der må rangere som træner Kenneth Andersens tredjevalg efter Jesper Hansen og Mikkel Andersen, har skrevet under på en kontrakt, der løber til sommeren 2021.

Ottesen har sine rødder i Roskilde, men han har været en del af FC Midtjylland i snart fem år. Han har siddet på bænken i flere Superligakampe uden dog endnu at få spilletid.

- Det bedste for mig, i forhold til min nuværende karriere, er at være her i FC Midtjylland, hvor jeg kan udvikle mig endnu mere, og det er det vigtigste for mig. Selvfølgelig er spilletid også vigtigt, men jeg fokuserer på at tilføje flere lag til mit målmandsspil - og selvfølgelig presse Jesper og Mikkel, så godt som jeg kan - og hvis der dukker kampminutter op, tager jeg selvfølgelig dem med, siger Oliver Ottesen i en pressmeddelelse.

Også FC Midtjyllands målmandstræner Lasse Heinze er tilfreds med forlængelsen, for Oliver Ottesen er en vigtig del af en velfungerende målmandstrio i klubben.

- Oliver har de seneste par måneder udviklet sig helt enormt, og han er blevet mere moden - både som spiller og menneske. Han virker mere afklaret, og det smitter af på den positive måde, mener Lasse Heinze, som glæder sig til at fortsætte arbejdet med Oliver Ottesens potentiale.

Oliver Ottesen vogtede målet i samtlige 90 minutter, da FCM lørdag spillede træningskamp mod FC Fredericia.

Ordet er dit



Mere Sport