Tip os log ind
Fire ud af fem gerningsmænd til røveriet mod en 49-årig narkohandler, der selv sprang eller faldt ud over en repos, har nu fået deres domme. ?
Foto: Henrik Ole Jensen


Fatalt hjemmerøveri i Hammerum: Dømt for røveri mod narkohandler

Gerningsmændene bag røveriet i 2016 mod en 49-årig pusher i Hammerum blev dømt efter anklageskriftet
31. januar 2018, 12.26

HAMMERUM Man kan ikke ustraffet begå et røveri mod en narkohandler, selv om offeret også er dybt kriminel.

Fire tiltalte blev således i går dømt ved Retten i Herning for at have begået det meget omtalte røveri i august 2016 mod en 49-årig narkohandler i Elmegade i Hammerum, hvor offeret endte med at miste livet under uheldige omstændigheder.

Politiet har ikke kunnet bevise, at gerningsmændene har noget med dødsfaldet at gøre, så det var de ikke tiltalt for.

Hjernen bag røveriet

Den længste straf blev givet til 30-årige Suthagar Sivanantharajah fra Herning. Han valgte at tage betænkningstid for at overveje en anke til landsretten.

Han fik ét års fængsel - dog med den tilføjelse, at dommen var en tillægsstraf, idet den 30-årige allerede i byretten og landsretten var blevet idømt ét år og tre måneders fængsel for blandt andet ulovlig tvang og trusler.

Derfor skal mandens straf samlet betragtes som to år og tre måneders fængsel.

- Det var min påstand, at han var hjernen bag røveriet, selv om han blot ventede i bilen uden for lejligheden. Det blev også gentaget af retsformanden under domsafsigelsen, så det blev han dømt for at være, siger specialanklager Pia Koudahl til Herning Folkeblad.

Endvidere blev Suthagar Sivanantharajah, der er srilankansk statsborger, betinget udvist af Danmark.

Tre medskyldige

Lidt billigere slap 29-årige Bilgin Akbina fra Ikast, der også ventede i bilen uden for lejligheden. Han fik ét år og tre måneders fængsel.

Samme straf blev tildelt Daniel Kjærgaard Jensen fra Viborg, som begik selve røveriet i lejligheden sammen med en 30-årig mand fra Viborg. Denne blev idømt en behandlingsdom på en psykiatrisk afdeling.

Det skyldes, at han er skizofren - og ikke havde taget sin medicin, da han begik røveriet. De tre sidstnævnte valgte alle at modtage deres domme.

En femte tiltalt - en 19-årig mand fra Bjerringbro med hollandsk statsborgerskab - var ikke mødt op til sagen. Han var tiltalt for at holde vagt under røveriet, og vil derfor få sin rolle i røveriet prøvet ved en særskilt straffesag.

Dømt i forening

Specialanklager Pia Koudahl siger, at hun er tilfreds med dommene og længden på straffene.

- Jeg er tilfreds med, at de tiltalte er blevet dømt for at have begået røveriet i forening, siger Pia Koudahl, som lader forstå, at det stadig ikke er fuldt afklaret, hvordan det 49-årige offer endte med at falde ud over en repos.

- Som anklager har jeg forholdt mig til, at vi ikke har kunnet bevise, at de tiltalte har noget med dødsfaldet at gøre. Hvordan afdøde kom ud over reposen, vil være gisninger og gætterier, og det skal anklagemyndigheden ikke beskæftige sig med, siger hun.

Ordet er dit